Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Tre charmerende, små historier om den lille pige Sille, yndlingsbamsen Mussebas, hendes forældre og storesøsteren Ester. Bøgerne omhandler genkendelige hverdagssituationer for de 1-3 årige

Beskrivelse

I "Sille er borte" leger Sille og Ester gemmeleg. Først gemmer Ester sig, og da far finder hende, går de to ud af værelset. Sille vil lege videre, så nu gemmer hun sig. Men far er lidt lang tid om at finde hende, så hun bliver lidt ked af det. Sille og Ester tegner i "Sille tegner rødt". Ester har den blå farve, og Sille har den røde. Sille ser misundeligt på Esters flotte tegning. Nu vil hun have den blå farve. Ester er sød at give hende den, men Sille kan godt se, at den blå faktisk er Esters farve. I "Sille vasker Mussebas" er Silles bamse snavset og må vaskes. Efter en tur i vaskebaljen ser Mussebas helt forkert ud. Hvad skal Sille gøre?

Vurdering

Jessen og Letén har sammen skabt tre nærværende, rolige og let humoristiske bøger til de små, hvor tekst og tegninger spiller godt sammen. Korte sætninger og tilhørende, udtryksfulde tegninger fortæller små dramaer, som børn kan opleve i familielivet. Søskenderelationen og kærlighedsforholdet til yndlingsbamsen er skildret meget fint. Formatet er ca. 16x16 cm, og bogens papsider virker solide

Andre bøger om samme emne

Til dem, der kan lide Fupz Aaksons "Lili"-serie eller lignende bøger om piger i den alder, er her et godt supplement