Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

2 små kvadratiske billedbøger om hverdagssituationer for de 2-4-årige

Beskrivelse

I årene 1996-2006 udkom en række billedbøger om pigen Emilia (senest Emilias fyrværkeri, 2006). I disse 2 små kvadratiske billedbøger er Emilias lillesøster, Teresia, som vi også mødte i de ældre bøger, hovedpersonen. I Se på mig! kæmper lille Teresia for at få opmærksomhed. Flere opslag slutter med at T. påbegynder en sætning om noget hun kan, som først færdiggøres på næste side. I Hvem er bedst? er det konkurrencen mellem søskende, der er i fokus. Teresia bliver sur over, at den ældre Emilia hele tiden er den bedste. Men alt slutter i fred og fordragelighed. Teksten i de to bøger er dialogrig, mundret og velskrevet. De små hverdagssituationer er ramt på kornet og vil interessere målgruppen. Kirsten Raagaards illustrationer passer godt til teksten. De er holdt i en karikeret lidt tegneserieagtig stil med en persontegning, der er udtryksfuld og let aflæselig, trods den enkle streg

Sammenligning

Disse 2 små kvadratiske billedbøger om hverdagssituationer føjer sig fint ind i rækken af gode billedbøger om dagligdagen for de mindste, der vel startede med Totte/Lotte-bøgerne, og hvor bøgerne om Lillesøster er et af de nyere eksempler

Samlet konklusion

To fine og tiltrækkende små billedbøger om dagligdags situationer, som målgruppen af 2-4-årige vil kunne genkende og identificere sig med. Den dialogrige tekst er velskrevet, og de livfulde farvelagte stregtegninger illustrerer de små hverdagssituationer fint