Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Hjertevarm og tankevækkende "vendefortælling" til 9-12-årige børn, der gerne vil læse om venskaber, skole- og familieliv. Bogen vil også være oplagt at arbejde med på mellemtrinnet

Beskrivelse

Måske kender du talemåden "der er altid to sider af samme sag"? Det gælder i høj grad i denne bog, hvor du kan læse om de to klassekammerater, Isak og Ena, der oplever og fortæller om de samme begivenheder fra hver sin synsvinkel. Da den smarte pige Lærke begynder i klassen, bliver der på mange måder vendt op og ned på det hele. Ena oplever hvordan Lærke tager hendes plads som Kammas bedste veninde, mens hun bliver holdt udenfor. Isak, der helst bare vil tegne eller spille fodbold, kommer også i klemme i den nye piges spil, og tør ikke sige fra overfor hendes drillerier. Bogen er en såkaldt "vendebog" og har to forsider og to historier, der kan læses i vilkårlig rækkefølge. Forfatteren står bag en lang række børnebøger. Der er udarbejdet undervisningsmateriale til bogen

Vurdering

Fin fortælling, som mange børn vil kunne spejle sig i. Kapitlerne er overskuelige og teksten er stor og letlæselig, med megen dialog. Skiftet i synsvinkler fungerer godt og bogen tager vigtige emner som mobning, ensomhed og savn op

Andre bøger om samme emne

Piger, der gerne vil læse om hverdagsliv med veninder og familie vil du være i godt selskab med serien Veninder for altid 1, 2, 3, 4. Serien "Dem fra sjette" indledes med En ny pige i klassen og vil kunne fange både piger og drenge