Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Første bind i en ny og spændende fantasy-trilogi om Rosenholm Kostskole. For young adult- og fantasylæsere fra 12-16 år; nok især piger

Beskrivelse

Da et nyt skoleår begynder på Rosenholm Kostskole er vores fire hovedpersoner Kamille, Malou, Victoria og Kirstine blandt de nye elever. De fire piger kender ikke hinanden, men bliver værelseskammerater og snart veninder. Det bliver et år, hvor pigerne ikke kun bliver klogere på den nordiske magi og deres egne overnaturlige evner, men også på venskabet og kærlighedens væsen. De må stå sammen, da de vikles ind i opklaringen af en gammel mordgåde, der trækker tråde frem til nutiden og truer med at gentage sig

Vurdering

Velkomponeret fantasyroman, der lover godt for resten af serien. Fortællingen har et godt flow med en støt stigende spændingskurve og troværdige karakterer. Kapitlerne er korte og synsvinklen skifter mellem vores fire hovedpersoner; det fungerer godt, men kræver lidt bladren frem og tilbage i begyndelsen

Andre bøger om samme emne

Man kan næppe tale om magisk kostskoleliv uden også at nævne Harry Potter og de vises sten, der ligesom Jernprøven henvender sig til både piger og drenge. I Ravnenes hvisken. Bog 1 forenes elementer fra fantasy, nordisk mytologi og krimi og i serien "Drengehjemmet", der indledes med Mørke møder, er der også ånder på færde