Lektørudtalelse

Forfatter: Janne Møller Nielsen

Kort om bogen

Dette er ikke en bog for katteelskere, men læs den, hvis du er til splat og sort humor. Letlæsning for 6-7-årige

Beskrivelse

Letlæsningsbog med mange lydrette ord om Kai, der må spæne for sit liv, hver gang onde nabo Bo pudser katten, Flæns, på ham. Kai er nemlig rædselsslagen for den lede, enøjede Flæns. En dag, da Flæns igen jagter Kai, går det imidlertid galt. Bogen, der har lix 5/lettal 7, udgives i den nemmeste kategori i forlagsserien "Lyn". Bogen har farveillustrationer og hårdt omslag

Vurdering

Her blandes det sjove og det grove, og det kommer der en skæv og lidt anderledes letlæsningsbog ud af. Humoren opstår i et fint samspil mellem tekst og illustrationer - især i slutningen, hvor illustrationerne faktisk fortæller videre, efter teksten er slut. Historien er kort - fortælles på blot 12 sider - men handlingen hænger fint sammen, og der er helt sikkert mange, der vil more sig, selv om man måske vil møde katteejere, der ikke er helt enige i, at det her er humor

Andre bøger om samme emne

Serien "Lyn" fra forlaget Straarup & co har en række andre sjove bøger med overraskende slutning. Se fx Rambo får briller, der på samme måde som denne bog bruger navnet Bo i et lille ordspil. Med tre lyn og lettal 11 er den dog lidt sværere. Ib ser en tyk kat er en anden sjov bog med lettal 7 om en dreng, der også bliver jagtet af en kat