Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Kort om bogen

En spændende, barsk, men også romantisk science fiction-bog for 14-16-årige samt voksne

Beskrivelse

En diabolik er en genetisk skabt humanoid dræbermaskine, der er ekstremt funktionel og hensynsløs. Den unge senatordatter Sidonia er vokset op med en sådan dræbermaskine, Nemesis, der skal beskytte hende til enhver tid. Den magtgale kejser i det galaktiske Imperium har erfaret, at Sidonias far er indblandet i et planlagt oprør. Derfor skal Sidonia sendes til hoffet og bo der som et gidsel. I stedet sendes diabolikken Nemesis afsted forklædt som Sidona og oplært til at optræde og opføre sig som hende. Ved hoffet skal Nemesis så manøvrere rundt mellem korrupte politikere og senatorbørn og undgå at afsløre sig. Samtidigt sker der det forunderlige, at Nemesis begynder at udvikle følelser og lærer kærligheden at kende

Vurdering

Det er en velskrevet, spændende og til tider meget barsk science fiction-bog. Intriger og magtkampe er skildret på en fængende måde. Diabolikken Nemesis er en interessant og fængslende skikkelse, og det er virkeligt spændende at følge hendes mentale udvikling fra robotagtig og ufølsom dræbermaskine til en mere følende og reflekterende person. Kun savner jeg at få mere at vide om den komplekse galaktiske verdensordens opståen og dens udviklingshistorie

Andre bøger om samme emne

Af andre science fiction-bøger kan anbefales serien "Maximum Ride" af James Patterson. Den handler om nogle unge mutanter, der flygter fra det laboratorium, der har skabt dem med et bestemt formål for øje