Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fornøjelig højtlæsning, hjemme eller i "fritteren", for de ca. 6-9-årige. Humoristisk forside og bagsidetekst anslår tonen

Beskrivelse

Anton og nabopigen Molly vil finde den perfekte mand til Antons mor. Antons mor er ostehandler, og hun er vild med skuespilleren Don Amore. Ham skal de have fat i, og så går den vilde jagt med masser af forviklinger. De to børn ender med at få kidnappet Don Amore vha. en ladcykel og en ost, og så viser det sig, at moren hellere vil have pizzamanden Pappa. Voksne er ikke lette at blive kloge på! Det er også et slags tema i denne sjove historie med en handling, der både er karikeret og rablende men samtidig har hovedpersoner, som de lyttende børn let kan identificere sig med. De s/h tegninger passer fint. Lars Daneskov er journalist og kendt fra radio og tv. Han har skrevet bøger for både voksne, unge og yngre børn. Kun Godmorgenhistorier, 2008, er for nogenlunde samme aldersgruppe

Sammenligning

Anton er, selvom historien er mere kulørt og karikeret, i familie med Villads i Villads fra Valby, 2010, og Tiberius i fx Tiberius Tudefjæs stikker en løgn, 2012. Pernille Lykkegård illustrerer også både "Anton" og "Tiberius"

Samlet konklusion

Sjove højtlæsningsbøger kan vi, efter min mening, ikke få nok af. Og her er en vellykket én. Handlingen går derudaf, rablende og langt fra realistisk. Alligevel er der genkendelighed og mulighed for identifikation