Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne bog (lix 17) udgives i en ny Dingo-serie Forbudt for børn, der "henvender sig til 8-10-årige som intelligente væsener". Den kan dog med stort udbytte læses hele vejen op i skoleforløbet. Den er velegnet til både højtlæsning og selvlæsning. Den vil være genial til litteraturundervisning, hvor ét af de mange fokuspunkter kunne være samspillet mellem tekst og illustration

Beskrivelse

Forfatter og illustrator er velkendte. I denne bog vil tekst og illustrationer godt kunne adskilles og "læses" hver for sig. Men når de - som her - spiller sammen, giver de læseren mere end dobbelt udbytte. Ganske kort handler bogen om en pige og en dreng, to venner, der vokser (spiller!) sammen, bliver forelskede og til sidst gør "det forbudte", som i den indledningsvist citerede duet: "Hør ungersvend, sig ikke nej" fra operaen Liden Kirsten. Bogen drejer sig om følelser mellem de to køn. Personernes udvikling ses dels gennem teksten, og dels - men ikke mindst - gennem illustrationerne bl.a. fra ludo over backgammon til skak og kropsforandringerne fra barn til voksen m.fl

Sammenligning

Der findes mange bøger - også gode "lette" - om følelser og også nogle få om "den første gang", men de er ikke rigtig sammenlignelige med denne, der har sin egen stil

Samlet konklusion

Denne bog kan læses af mange, mange gange og på mange måder. Afhængig af alder og modenhed vil man hele tiden finde nyt i tekst og billede. Det er en yderst raffineret måde at behandle emnet på. Læserne bliver med denne bog udsat for vedkommende litteratur