Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Billedbog fyldt med yogaøvelser for børn, ledsaget af farverige billeder og små remser. For børn i alderen 5-10 år

Beskrivelse

Billedbog, der på dobbelte opslag giver anvisning på 29 yogaøvelser. Hver øvelse er ledsaget af illustrationer, en lille remse og en anvisning på, hvordan øvelsen udføres. Undervejs er der bokse med yderligere tips. Forrest en introduktion til, hvordan bogen bruges og bagerst en oversigt over gode råd til øvelserne og hvor man kan finde flere informationer. Bogen er et samarbejde mellem tre forfattere. Lotte Salling har stået for remserne, og illustrationerne er af Lea Letén. Emmamaria Vincentz, yogalærer og psykoterapeut, har stået for beskrivelsen af yogaøvelserne. De tre har tidligere sammen udgivet Lyt til løven, som også er en billedbog med yogaøvelser til børn

Vurdering

Utrolig charmerende og helstøbt bog, hvor Lotte Sallings dejlige remser og Lea Leténs søde tegninger giver bogen en ekstra dimension. Denne kombination gør bogen meget anvendelig sammen med barnet. Velegnet til brug i såvel børnehave og indskoling som i hjemmet, og den er velegnet til både begyndere og øvede indenfor yoga

Andre bøger om samme emne

Der er udkommet mange bøger med yogaøvelser for børn, fx Dyreyoga, hvor børn skal efterligne forskellige dyr og Nelsons yogabog, hvor Nelson leger akrobatik med sin familie. Denne ligner Lyt til løven i både form og udtryk