Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Fagbog om fodboldspilleren Pernille Harder, som vil være verdens bedste. Det er historien om både Pernilles privatliv og karriere som professionel fodboldspiller, om at tro på sig selv og gøre det, man har lyst til, selvom alle de andre gør noget andet. Til fodboldinteresserede drenge og piger fra 10 år

Beskrivelse

Med Pernilles egne ord fortælles historien om en almindelig pige fra Tulstrup i Midtjylland, som havde en drøm og gik efter den. Hun fortæller helt privat om barndom og ungdom med kærester samt vejen fra fritidsinteresse til professionel fodboldspiller. Hun har oplevet både succes og modstand i form af ensomhed. Indholdsfortegnelsen viser de 34 emner, som Pernille fortæller om fx idoler, kost, træning, familie, venner og veninder. Hvert emne beskrives på 2 sider, med en kort tekst samt fotos og en "vidste du at..."-tekstboble med ekstraoplysninger. Bogen er illustreret med mange fotos

Vurdering

Her er ingen jantelov, Pernille er en god rollemodel og giver meget af sig selv i denne bog. Hun bringer nogle gode emner på bane og er positiv omkring selvværd, sundhed og at kæmpe for sine drømme. Teksten er lidt svær: småt og tætskrevet, men står i overskuelige afsnit. De mange fotos, gør bogen god for fans i alle aldre

Andre bøger om samme emne

Læs mere om Pernille i Læs med landsholdet og Pernille Harder og Pernille Harder i serien "jeg læser". Denne bog er grundigere og har flere fotos