Lektørudtalelse
Kort om bogen
Fin lille roman om at være ung i midten af 1950'erne, om kærlighed, glæder og sorger og om at finde sine egne ben midt i andres forventninger. For et modent publikum, der holder af erindringer - også velegnet til læsekredse
Beskrivelse
I denne selvstændige fortsættelse af erindringsromanerne Og halsen af en svane og Til Amerika er vores navnløse hovedperson blevet 19 år. Hun er flyttet hjemmefra, har forladt det skimmelgrå kontor og er begyndt på seminariet i Vestjylland for at blive lærer. Tiden er 1950'erne og rockmusik, oprør og spirende seksuel frigørelse sætter sit præg på den unge kvindes liv. Hun drømmer ikke længere om Amerika, men gør sit for at lære sig selv, sin seksualitet og sit voksne jeg at kende
Vurdering
Velskrevet og poetisk tidsrejse tilbage til en tid, hvor alt var mere enkelt, hvor det nære, relationerne, følelserne og sansningerne er i fokus. Et nærværende og stemningsfuldt erindret og nedskrevet portræt af en ung kvindes spirende selvstændighed og møder med voksenlivets udfordringer
Andre bøger om samme emne
Anna Grues Italiensvej og De voksnes rækker foregår i samme periode. Dorrit Willumsen og Hans Edward Nørregård-Nielsen med fx Riber Ret skriver også gode erindringsbøger