Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kort om bogen

Billedbog med papsider og flapper, der kan åbnes. De yngste billedbogslæsere fra 2-4 år kan følge Malle, den lille mus, der kører i sin bil og møder alle vennerne. Hyggelæsning og snak om køretøjer og trafik

Beskrivelse

Musen Malle kører i sin gule bil. På vejen møder hun alle sine dyrevenner og deres transportmidler: Motorcykel, traktor, cykel, tog, helikopter, brandbil og bus. Til slut går trafikken helt i stå pga. vejarbejde. Bogen er 27 x 27 cm med papsider og ca. 50 flapper

Vurdering

En bog af kraftigt pap med solide flapper. Universet er helt velkendt med talende, påklædte dyr, og der er tegnet med tykke konturstreger og kraftige, klare farver. Handlingen er så enkel, at bogen ligger i overgangen mellem pegebøger og billedbøger. Malle er også kendt fra tv, og mange børn vil umiddelbart føle sig hjemme og godt tilpas med bogen her

Andre bøger om samme emne

Malle ligner helt sig selv, og handlingen, hvor Malle møder alle sine venner ude i trafikken, ligger tæt op ad tidligere bøger, fx Malles racerbil og Malles bus. En alternativ oplevelse med dyr og transportmidler for de 2-4-årige kan man finde i den sjove og overraskende Jan Lööfs billedbog for de små