Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Historiens vel nok største mordgåde er den om Jack the Ripper; seriemorderen, der skabte skræk og rædsel i Londons gader for mere end 100 år siden. For mysterieinteresserede børn fra omkring 11 år, der mangler inspiration til opgaveskrivningen eller noget spændende at læse i i fritiden

Beskrivelse

Mysteriet om Jack the Ripper er et af verdenshistoriens største puslespil. Bag navnet står en seriemorder, der i 1888 dræbte mindst 5 kvinder på bestialsk vis i Londons fattige Whitechapel-distrikt. Politiet var på bar bund og Jack the Rippers sande identitet blev aldrig fundet. I denne tredje del i serien "Myter og mysterier", der består af lette fagbøger om mysterier og gåder, tager Jesper W. Lindberg os med tilbage til 1800-tallets London. Gennem bogens 15 kapitler kan du læse om mordene, politiets opklaringsarbejde og møde en række teorier om de mulige gerningsmænd. Bogen er illustreret med tegninger og fotografier

Vurdering

Lækker børnefagbog, som både underholder og giver godt overblik over én af historiens største og mest fascinerende mordgåder. Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog og har et superflot og indbydende layout

Andre bøger om samme emne

13-årige Andrew bliver i De døde i den tågede by vidne til en seriemorders bedrifter. Historien er inspireret af myten om Jack the Ripper. I Mysteriet om Jack the Ripper kan man læse mere om emnet. Læs også de to andre bøger i serien; Uhyret i Loch Ness og Bigfoot og yetien