Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Penny er kæreste med rockstjernen Noah. Hun har fået sommerferie og skal med ham på turné i Europa. Men det går ikke helt som Penny havde håbet. God ungdomsbog, som fortsætter hvor Girl online slap. Fra 13 år

Beskrivelse

Inden afgang til Europa mister Penny sin telefon, og bliver stalket af ukendte afsendere, som kalder sig "HeleSandheden". De truer med afslørende billeder fra telefonen og forlanger at hun dropper Noah. Turen går ikke så godt for Penny, da Noah aflyser deres aftaler gang på gang. Penny føler sig svigtet og kæmper med angstanfald. Hun stiller spørgsmålstegn ved sin rolle i Noahs liv, og tænker på hvor meget hun skal ofre for at følge ham. Hun er stoppet med at blogge online og med at vise sine fotos frem, men hun savner både det og vennen Elliot meget. Jeg-fortællingen krydres med blogindlæg, sms'er og emails. Lyslilla omslag med koncertbilletter og fotos - ligner 1. del som har blåt omslag

Vurdering

En rigtig god ungdomsbog, som rammer fans af chick lit og bloggere, samtidig med at den behandler vigtige emner som angst, at finde sig selv og blive voksen. Det er 2. del af Girl online, men bogen kan læses selvstændigt da personer og episoder fra 1. del forklares

Andre bøger om samme emne

En anden bog om angst og kærlighed er Audreys verden af Sophie Kinsella