Lektørudtalelse

Forfatter: Dorthe Grønbæk

Kort om bogen

Charmerende billedbog om to ensomme frøer, og hvordan et bjerg kan stå i vejen for venskab. Højtlæsning for 3-5 år

Beskrivelse

På hver sin side af et højt bjerg bor to frøer. Den ene bor ved Nørresø og den anden ved Søndersø, og begge er meget ensomme og savner en ven. På samme tid får de hver især den gode ide at gå rundt om bjerget for at besøge hinanden, men ved ankomst er de hver især ikke hjemme, og de må triste gå hjem igen. På hjemturen går de igen rundt om bjerget, og heller ikke denne gang mødes de. Heldigvis får frøen fra Nørresø en nat hjælp af månen. På indersiden af bogomslaget er et overblikskort med Nørresø, bjerget og Søndersø. Forfatter og illustrator er også kendt for bøgerne om Luna og Lasse

Vurdering

Dejlig fortælling om at være ensom og savne en ven. Det lykkes forfatter og illustrator at skabe en helstøbt historie, som fint viser det store i at finde en ven. Billedsiden er smuk og blid. Tekst og illustrationer supplerer hinanden på fornemste vis. Historien har et godt flow, og der er god dynamik i, hvad de to frøer skal igennem, inden de mødes. Velegnet til dialogisk læsning

Andre bøger om samme emne

Bogens tone minder om Mats Leténs Kaj bøger, hvor teksten dog er noget kortere. Det med et bjerg som står i vejen for venskab minder om klassikeren De to uhyrer. En anden lignende bog om ensomhed kunne være Sylvia og Fugl