Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Tiberius Tudefjæs gider ikke julen i år. Den minder ham om dengang, hans mor forlod dem. Kan han mon omvendes? Skøn højtlæsningsbog for børn fra 5 år og selvlæsning fra ca. 8 år

Beskrivelse

Det er sjette gang, vi møder Tiberius i en billedbog. Denne gang er det juletid, men han er bestemt ikke i julehumør. Julen minder ham om sidste år, hvor hans mor forlod ham og far og rejste til Argentina. Desuden findes julemanden ikke, og jul er kun for pattebørn. For at komme væk fra fars gode julehumør, tager han på kælkebakken med Lille Jeppe. Han suser ned af Djævlebakken og kælker lige ind i en mand med langt, grå skæg og nissehue. Manden viser sig at være en frivillig julemand, der giver gaver til børn på børnehjem. De får en snak om ensomhed, og straks styrter Tiberius hjem til sin far. Det ender med en hyggelig juleaften med en gæst og en gave fra mor

Vurdering

Endnu en sød og sjov historie om frække og temperamentsfulde Tiberius, der denne gang også får lidt alvorligt at tænke over. Teksten er mundret og god at læse op, og de fine og lidt skæve tegninger bidrager i høj grad til bogens charme og kvalitet

Andre bøger om samme emne

Andre små fyre i samme alder er fx Aakesons Vitello og Hammers Villads, der også fejrer jul i Vitello køber en vidunderlig julegave og Villads fra Valby holder jul, der er en kapitelbog. De har samme fanskare