Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Kort om bogen

Her er det meget omtalte første bind af den nye fantasy-serie "Vandflammens saga". Spændende og farverig saga om et højtudviklet havfolk, der lever skjult på havets bund. Fængslende læsning for unge fra 12-16 år

Beskrivelse

Bogen er forfatterens første udgivelse på dansk. Bogens hovedperson er havfrueprinsessen, Serafina. Under en ceremoni bliver hendes havrige angrebet af et andet havfolk, og hendes far bliver dræbt, og moderen bliver hårdt såret. Desperat og skrækslagen flygter Serafina sammen med veninden, Neela. De begiver sig nu ud på en lang og farlig svømmetur, da de skal finde 4 andre unge havfruer, der lever spredt over de seks havriger for at redde havfolkenes eksistens. Vi får også at vide, at havfolket blev skabt for 4000 år siden, da det højtudviklede land, Atlantis, sank i havet. De overlevende blev da transformeret til havmænd og havfruer

Vurdering

Meget velskrevet, farverig og spændende fantasy, der omhandler nogle væsener og en verden, vi normalt ikke hører så meget til. Beskrivelserne af havfolkets samfund på havets bund er fantasifulde og er måske lidt inspireret af H.C. Andersens eventyr, "Den lille havfrue". Spændingen er stigende bogen igennem, og den slutter med en rigtig cliff hanger, og man venter spændt på næste bind

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke meget på dansk om havfruer. Men Camilla Wandahls bog Havets tåre er en let læst roman om den 16-årige Lejla, der forelsker sig i den lækre og mystiske havmand, Seth