Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen har størst interesse blandt læsere, der arbejder med tillidshverv eller ledelse rundt om på de danske arbejdspladser, og som søger eksempler på, hvordan man samarbejder andre steder

Beskrivelse

I bogen fortæller 8 virksomheders tillidsvalgte og ledere, hvordan de samarbejder i det daglige og i det mere formelle fx omkring lønforhandlinger. Det er primært ledere og tillidsrepræsentanter, der fortæller, men der er også indlæg fra en arbejdsmiljørepræsentant og 3 fællestillidsrepræsentanter. Der er stor forskel på den tidsmæssige længde af de 18 personers virke, og det giver et varieret billede af de udfordringer, som de står overfor. De 8 virksomheder er en blanding fra det offentlige og det private; Post Danmark, Kirsebærhaven Plejehjem, Poul Johansen Maskiner A/S, Utterslev Skole, Garderkasernen Høvelte, Dansehallerne, Rigshospitalet og Toms

Sammenligning

Bjarne Henrik Lundis har også udgivet en bog med titlens Den danske model, 2012 som dog har en anden indgangsvinkel og forholder sig mere konkret til overenskomster og det tekniske i forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor nærværende bog belyser emnet igennem cases. På den måde supplerer de to bøger hinanden

Samlet konklusion

Bogen belyser igennem cases det samarbejde, der dagligt foregår mellem tillidsvalgte og ledelse på en række danske virksomheder og tydeliggør her igennem, hvordan den danske model virker i praksis