Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbog om forelskelse og ord. Til dem, der efterspørger en tankevækkende og poetisk billedbog. Vil være oplagt i institutioner i forbindelse med tema om fx sprog. Fra 4-7 år

Beskrivelse

I landet med ordfabrikken skal man købe ord og sluge dem, før man kan sige noget. Philip er forelsket i nabopigen Celine men han har ikke råd til at købe de 3 ord, som han gerne vil sige. Oliver, der også er forelsket i Celine, har råd til alle de dyre ord som "elske" og "hjerte". Men en dag fanger Phillip 3 ord, der svæver i luften og selvom han synes, at de er fjollede, tager han mod til sig og siger dem til Celine. Det er en smuk, poetisk og original historie, der fortælles på en stilfærdig og underfundig måde. Illustrationerne er rolige og holdt i brune nuancer kun afbrudt af en varm rød, der symboliserer forelskelsen. De fuldender teksten og tilføjer mange fine detaljer, der underbygger historien som fx når de rige går rundt med poser og tøj med ord og bogstaver på, mens de fattige har overtøj af tomt linjeret papir. Både forfatter og illustrator er ikke tidligere udgivet på dansk

Sammenligning

En anden nyere billedbog, der behandler emnet forelskelse på samme lidt poetiske og stilfærdige måde er Vild med dig, 2014. Jeg kan ikke komme i tanke om andre med et land, hvor man skal købe ord. I Mouritzens Det gale alfabet, 2003 er sproget også et tema, dog uden at kunne sammenligne de to

Samlet konklusion

Meget smuk og helstøbt billedbog, der både er tankevækkende og original i historie og billedside. Et must!