Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Hollerup

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til fans af genren "dark fantasy". Den fine, enkle forside illustrerer på udmærket vis bogens tema om engle og mørk mystik

Beskrivelse

Bogen er Susan Ees første udgivelse i Danmark. Bøger om engle fylder meget inden for genren "dark fantasy", og man kan måske tale om inflation - indtil nu! Denne bog river læseren med fra første side, og gennem hovedpersonen, den 17-årige unge kvinde, Penryns foruroligende og gribende fortælling sendes man ud på en spændende og kaotisk rejse gennem hærgede landskaber og smadrede storbyer. Penryn er på vild flugt sammen med sin psykisk syge mor og sin lamme lillesøster, Paige. Paige kidnappes til grusomme forsøg af engle, og Penryn beslutter at finde hende. Hun møder englen Raffe, der er efterladt af sine egne med overskårne vinger. De har brug for hinanden og indgår en pagt om at finde Paige. Forholdet mellem de to udvikler sig på spændende vis. Den dystopiske Ragnaroks-verden er indlevet skildret. Tempoet er hæsblæsende. Personbeskrivelserne er gode, man kommer bag om personerne, og især Penryn rummer mange facetter af menneskelige følelser. Også Raffe er et meget spændende bekendtskab. Slutningen er grusom og hjerteskærende, men et nyt bind følger. Jeg ser virkelig frem til, når det sker

Sammenligning

Denne bogs læsere vil også synes om The hunger games-serien af Suzanne Collins

Samlet konklusion

Plot, spænding, action, handling, følelser og sprog går op i en højere enhed. Denne bog har alt, hvad man kan forlange af en dystopisk "dark fantasy"