Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kogebogen henvender sig til alle, der gerne vil finde inspiration til at bruge flere frugter og bær i deres madlavning

Beskrivelse

Bogens cirka 350 opskrifter giver mange muligheder for at bruge flere frugter og bær i madlavningen. Her er forretter, hovedretter, desserter, tilbehør, is, bagværk, syltning og drikkevarer. Opskrifterne er inddelt efter frugt/bær såsom appelsin, blåbær, hindbær og æble. Der er også opskrifter med mere specielle frugter/bær såsom kvæde, rønnebær, daddel og slåen. Hvert afsnit indledes med en introduktion til frugten/bærret på 1-2 sider med kulturhistorie og egenskaber. Herefter følger de enkelte opskrifter ledsaget af lækre fotos. Anemette Olesen er forfatter til en række kogebøger med grønt islæt

Sammenligning

Denne bog udkom første gang i 1995, og der kom en 2. udgave i 2005. I forhold til 1. udgaven er der i nærværende udgave kommet flere opskrifter til, og der er ændret lidt i teksten. En væsentlig ændring er illustrationerne, som i 2. udgaven blev ændret fra akvareller til fotos. Disse fotos er igen ændret fra 2. udgaven til denne udgave, som fremstår meget tidssvarende. Bortset fra en alfabetiseringsrettelse i forhold til rækkefølgen af frugterne og en tilføjelse af undertitel er nye fotos inden i bogen og en ny bagsidetekst de eneste ændringer i forhold til 2. udgaven

Samlet konklusion

En dansk klassiker med et nyt lækkert layout. Udskiftning i forhold til 1. udgaven kan anbefales, mens en udskiftning i forhold til 2. udgaven kan være et spørgsmål om udlån og slitage