Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til småbørn i 2-5-årsalderen, som udgangspunkt for en dialog hjemme eller i daginstitutionen om, hvordan en tilfældig dag kan være en rigtig dårlig dag

Beskrivelse

Siden debuten i 2009 har den engelske forfatter og illustrator lavet flere billedbøger. Denne er den første, der er oversat til dansk. Rebecca Pattersons streg er rund og venlig, holdt i lyse farvetoner. Illustrationerne er enkle, og de er nemme at overskue også for de yngste. Som så ofte når forfatter og illustrator er samme person, er der et tæt samspil mellem tekst og billeder. Da Bella får det forkerte ben ud af sengen, er dagen ødelagt. Alt går hende imod, morgenmaden, indkøbsturen, ballettimen og godnatritualerne, men efter en godnathistorie og en god snak med mor falder Bella i søvn for at vågne op til en ny og meget bedre dag. Både Bellas dårlige dag og bogens hverdagssituationer vil være genkendelige for målgruppen. Den korte tekst og de overskuelige illustrationer kan forstås også af de de yngste

Sammenligning

Der er flere billedbøger om vrede og stærke følelser, denne udmærker sig ved sin hverdagsrealisme og sin helt enkle skildring i både tekst og billeder af Bellas råbedag

Samlet konklusion

En billedbog, der med sit ukomplicerede billedsprog og sin korte tekst kan læses for børn helt ned til 2-årsalderen, den alder, der også betegnes som trodsalderen, når de stærke følelser skal bearbejdes