Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbog om krig og om at leve i et besat land. For billedbogslæsere fra ca. 4 år

Beskrivelse

Fatima Sharafeddine, der tidligere på dansk har fået udgivet to billedbøger om drengen Kristoffer, senest: Kristoffer og den fine æske, 2007, har her skrevet en bog om krig. Bogens fortæller er en lille pige, og hun beretter om, hvordan det er at bo i et land, der er i krig og er besat. Pigen fortæller om hverdagslivet, hvor indbyggerne nogle gange må i beskyttelsesrum, fordi bomberne falder, og hvordan pigens hus en dag er blevet gennemsøgt af de fjendtlige soldater. Bogen slutter med, at den lille pige ønsker, at hendes by ikke var besat. Teksten kan virke lidt refererende og upersonlig (hvad der kke er så mærkeligt, emnet taget i betragtning), men er i øvrigt velskrevet. Bogen er illustreret med farvelagte stregtegninger af Claude K. Dubois, som vi tidligere bl.a. har mødt i Alshej - hvad-for-noget?, 2007 og Isbjørnen Snefnug, 1999. De er tegnet i en lidt naivistisk stil og er holdt i brune og beige nuancer, der giver et knugende og dystert indtryk, som passer godt til bogens tekst

Sammenligning

Der findes en række billedbøger om krig, men de handler typisk om, hvordan krig opstår. Denne billedbog adskiller sig fra de øvrige ved at fortælle om, hvordan det er at bo i et besat land

Samlet konklusion

Alt i alt en udmærket billedbog, der sobert fortæller en historie om krig og om at bo i et besat land, emner, som det ellers kan være vanskeligt at gøre begribelige for målgruppen af billedbogslæsere