Hold Hjernen Frisk

Tirsdag den 8. september 2020 kl. 10.00 var der åbning af et nyt forløb af det landsdækkende pilotprojekt, Hold Hjernen Frisk ved Fortællehånden i Næstved nær den fritlagte Suså.

Borgmester Carsten Rasmussen deltog ved åbningen. Den primære målgruppe i ”Mænd, Motion og Mental sundhed – kulturelt samvær og aktiviteter” er mandlige seniorer i alderen 60 til 78 år, der for nylig er gået på efterløn eller folkepension. Rekrutteringen til projektet er primært foretaget i samarbejde med Næstved Sundhedscenter. - Med på holdet har vi 19 friske mandlige deltagere, som alle har lyst til at prøve nye udfordringer med ugentlige gåture og masser af kulturelt samvær med andre, uanset vejret, fortæller de to kulturformidlere, bibliotekarer og projektledere Jens Kryger Nielsen og Vibeke Sølling fra Næstved Bibliotek og Borgerservice. 

Gennem 10 uger skal deltagerne prøve kræfter med nye aktiviteter, der inspirerer til at holde hjernen frisk. Hver session afsluttes med hyggeligt samvær og snak om dagens aktiviteter over en sandwich eller noget andet let.

Masser af hjernegode aktiviteter

Forløbet strækker sig over 10 uger. Vi starter altid med en gåtur i Næstveds skønne natur. En stor del af sessionerne foregår i Kunsthal Rønnebækholms lokaler og i naturen heromkring. Vi synger også altid en fællessang udenfor, og nogle gange læser vi et digt, der passer til dagens emne. Det er noget helt særligt, både at synge og lytte til digte udenfor. Vi har på nuværende tidspunkt bl.a. været på byvandring, spillet gamle lp’er, talt om og hørt mandelitteratur, snakket barndomsminder, hørt rim og remser. Og vi har stadig en del spændende aktiviteter, som skal nås, inden holdet mødes for sidste gang, tirsdag den 10. november. Det er forskellige aktiviteter, som sætter hjernen i gang. En af de planlagte aktiviteter var en session med fællessang i samarbejde med Næstved Musikskole. Denne session har vi dog aflyst af hensyn til overholdelse af forskrifter omkring corona. Vi håber, at vi måske i foråret kan samle holdet og mødes omkring fællessangen.

Mulighed for nye fællesskaber

Målet er at åbne op for nye netværk, fællesskaber, måske en mandelæsegruppe eller månedlige gåture, en madklub eller andet. En af deltagerne har allerede oprettet en lukket Facebook-gruppe for deltagerne med mulighed for at dele billeder fra turene, skrive beskeder til hinanden med mere.    

Holdet ”Mænd, Motion og Mental sundhed – kulturelt samvær og aktiviteter” er ikke åbent for tilgang.

Biblioteket har også forskellige andre tilbud, som kan bidrage til at holde hjernen i gang. Så hold endelig øje med hjemmesiden og lokalaviserne. Ved bibliotekets indgang findes en række pjecer med tilbud om gåture og andre aktiviteter i naturen. Ligeledes er der et udvalg af pjecer og opslag fra de mange foreninger og organisationer, som arrangerer gode aktiviteter for både hjerne og krop. 

På projektets hjemmeside www.holdhjernenfrisk.dk er der dels mange gode tips til, hvordan man holder hjernen frisk, og dels kan man være heldig at finde andre aktiviteter med bevægelse i naturen.

Fakta

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Mange får derfor flere aktive år, efter de går på pension. Men hvordan holder vi vores hjerne frisk så længe som muligt? Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer; og det er aldrig for sent at gå i gang! Derfor deltager Næstved Bibliotek i et innovativt pilotprojekt, Hold Hjernen Frisk støttet af Nordea-fonden. Det skal omsætte forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk – hele livet.

I det 3-årige projekt, Hold Hjernen Frisk, vil projektpartnerne DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet omsætte forskningsbaseret viden til engagerende og fællesskabsskabende aktiviteter for seniorer omkring pensionsalderen og udbrede eksisterende viden i forskellige formater. DGI leder projektet. Læs mere om Hold Hjernen Frisk på projektets hjemmeside 

For mere info:

Jens Kryger Nielsen: jknie@naestved.dk, telefon: 5588 4136 
Vibeke Sølling: visje@naestved.dk, telefon: 5588 4123