Er maden stadig et samlingspunkt?

I april har vi fokus på mad mellem mennesker og Grønnegade arrangerer fællesspisninger. På Næstved Bibliotek vil vi finde Næstveds livret, og du kan vinde et lækkert madforklæde.

Biblioteket samarbejder med DR, sammen med en række andre biblioteker om temaet: "Mad mellem mennesker". DR viser i foråret en række programmer, hvor mad er i fokus. Du har måske set Maddysten på DR1, eller måske Fede forhold på DR2, men også på de andre kanaler er der serier, der på forskellig vis behandler vores madkultur.

Vi har lavet en udstilling på Næstved Bibliotek, hvorfra du kan låne en række gode bøger, hvor mad i forholdet mellem mennesker spiller en stor rolle.

Du kan også skrive din livret på en post-it og vi vil i slutningen af april så kåre Næstveds livret. Børnene kan tegne deres livret på en paptallerken og hænge den op på en tavle, så vi alle kan nyde de flotte tegninger. Alle kan deltage i lodtrækning om flotte forklæder fra DR. Vi trækker lod i slutningen af april og giver vinderne besked pr. mail.

Endelig skal nævnes at Grønnegade Kasernes Kulturcenter holder tre fællesspisninger i april måned: den 2. april, den 16. april og den 30. april - alle dage klokken 18-19. Læs mere og tilmeld dig her 

Om den danske madkultur

Madkulturen har løbende ændret sig, og i dag synes maden at være noget, der skal kunne laves i en håndevending. Undersøgelser viser, at danskerne ikke bruger lang tid på hverken at lave maden eller at indtage den. 32 % af danskerne bruger under 15 minutter på at lave aftensmad. 17 % af danskerne bruger under 15 minutter på at spise aftensmad. (kilde: Madkulturen 2018)

En travl hverdag hersker ofte hos danske familier, og selvom maden burde være omdrejningspunkt for samling, ser det ud til at det oftere og oftere kun sker ved særlige lejligheder. Ifølge undersøgelser spiser hver fjerde dansker alene – og faktisk er det kun 32 % af danskerne, som spiser aftensmåltidet sammen med to eller flere. (kilde: Madkultur 2017) I danske familier er der ofte fritidsinteresser og lignende på programmet, som gør aftensmåltidet til en flygtig begivenhed.

Det fælles måltid er idealet i dag, men desværre er idealet langt fra virkeligheden. Generelt vægtes værdier som nærvær og deltagelse højt, men det kan være svært at praktisere i en hektisk hverdag, hvor tingene skal gå stærkt, og det er vigtigt at ”være på” og holde sig opdateret på de sociale medier m.m. Ændrede familieformer, flere singlehusstande og lokkende tilbud om hurtige og nemme måltider udfordrer den måde vi spiser på, men samtidig er ønsket om at være en del af et fællesskab i høj kurs. Faktisk er 32 % af danskerne af den holdning, at godt selskab er vigtigere end selve maden. (kilde: Madkulturen 2017)

Mad i litteraturen

Maden spiller også en stor rolle i litteraturen, og ofte kan man læse værker, der fortæller så indlevende og detaljeret om mad, at læseren får stimuleret både smags-, syns- og følesansen. I forbindelse med temaet vil bibliotekerne præsentere dig for litteratur, som har det til fælles, at maden og fællesskabet har en stor betydning i handlingen, og du vil opleve spændende og anderledes litteratur, som vil stille din litterære sult på en helt ny måde.

”Men da Mrs. Hussey havde travlt med at komme ud og skændes videre med manden i den blårøde bluse, der stod og ventede, og da hun tilsyneladende kun opfattede ordet musling, for hun hen til en dør, der stod åben ud til køkkenet, og mens hun skrålede ”en musling til to,” forsvandt hun. ”Tror du én musling kan gøre os mætte, Queequeg?” spurgte jeg. Den triste udsigt blev dog modsagt af varme og krydrede dufte fra køkkenet, og da den dampende chowder kom ind, blev mysteriet på herligste vis opklaret. Hør blot, kære venner! Den var lavet på lækre små muslinger, ikke meget større end hasselnødder, og blandet med knuste beskøjter og små stykker saltflæsk; dertil masser af smør og overdådigt tilsmagt med salt og peber.”

Værket Moby Dick af Herman Melville er et godt eksempel på en detaljeret beskrivelse, som får tænderne til at løbe i vand. Når man først én gang har bidt mærke i, hvor ofte måltidet og maden er omdrejningspunkt i litteraturen, opdager man, at maden rækker langt ud over det essentielle og ernæringsmæssige behov.

Her kan du få tips til film på Filmstriben, hvor mad spiller en stor rolle

Og se flere bogtitler, hvor mad er del af handlingen mellem mennesker

Madfællesskaber vinder frem

Gamle tante Olga, der sidder alene i sin spisestue med det leverede måltid fra kommunens madservice. Mor Mette, der netop har kørt sin søn til fodboldtræning, og venter på manden Niels får fri fra sin aftenvagt, sidder og nipper til sin rugbrødsmad. Det er blot eksempler på familiekonstellationer, som i dagens Danmark besværliggør et fælles måltid. Det ser dog ud til, at flere danskere ønsker at gøre op med denne individualiserede madkultur. Måske som et resultat af det store ønske om fællesskab, er et nyt koncept begyndt at vinde mere og mere frem – nemlig fællesspisninger og madfællesskaber. Naboer, der spiser sammen eller hele byer, der mødes til et fælles måltid, hvor deltagerne får talt med hinanden og lært hinanden at kende på en ny måde. Derfor faldt det også ganske naturligt, at dette tema skulle danne baggrund for fællesspisninger på biblioteker rundt om i landet. Fællesspisninger afholdes i forbindelse med initiativet ”Danmark Spiser Sammen”, som er startet op af organisationen Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Læs mere om, hvor du kan komme til fællesspisning på: https://danmarkspisersammen.dk/ og, som nævnt, kan du også spise sammen med andre på Grønnegade Kasernes Kulturcenter tre gange i april. Læs mere og tilmeld dig her 

God appetit!

Læs mere

https://madkulturen.dk/

https://madkulturen.dk/fileadmin/user_upload/madkulturen.dk/Billeder/Madindeks/Madkultur18_final.pdf

https://litteratursiden.dk/temaer/litteraere-livretter-laes-dig-maet

https://faktalink.dk/maden-mellem-os

https://nordsprog.dk/kategori/Mad

https://forfatterweb.dk/mad-mennesker

https://madkulturen.dk/fileadmin/user_upload/madkulturen.dk/Billeder/Madindeks/Madkindeks_pixi_2017.pdf

 

  • Billedbog

Den helt sande historie om, hvordan det allerbedste blev til

Billedbog. Historien om hvordan pandekager, pizza, pommes frites, spaghetti, creme caramel, gelato og chokolade blev til. Et magisk møde mellem sure kokke og en fantasifuld pige, med billeder malet med ægte chokolade
Billedbog
  • Bog

Muffinmysteriet

Af Kate Pankhurst (2014)
Mysteriepigen Viola skal deltage i en stor bagedyst, men mærkelige ting sker, og det er nu en sag for mysteriepigerne. Kan de mon opklare, hvem der forsøger at ødelægge konkurrencen?
Bog
  • Billedbog

Værsgo og spis, hr. Struganoff : en bog om farver

Billedbog. Hr. Struganoff kan ikke knappe sine bukser. Måske fordi han har spist rigeligt. Nu må han spise noget sundt, og han laver sig en frugtsalat i mange farver
Billedbog
  • Bog

En delikatesse

Af Muriel Barbery (2011)
En rig og magtfuld madanmelder ligger på sit dødsleje og tænker tilbage på de mange måltider, han har konsumeret, mens han længes efter en helt bestemt smag. Men hvad er det nu, det er?
Bog
  • Bog

De gode madoplevelser

(2018)
Gamle danske opskrifter fra især 1950'erne til 1980'erne. Byder på klassikere som forloren hare, tarteletter og vaniljekranse. Hertil retter som saftbudding, potkål og kakaosuppe
Bog
  • Bog

Mad, mennesker og måltider : samfundsvidenskabelige perspektiver

(2012)
Om mad og måltiders rolle for vores sociale fællesskaber og om de normer og symboler, der knytter sig til mad og som forbinder den med vores identitet
Bog
  • Bog

Rundt om bordet : trængte måltider og moderne livsformer

Om måltidets traditionelle rolle som hjørnesten i det demokratiske samfund og som fælles aktivitet, og om hvordan det undergraves, bl.a. af medier, fødevareindustrien og moderne livsformer
Bog
  • Bog

Hold da helt madfest! : en guide til at samle mange mennesker om at lave og spise god hverdagsmad

Bog
  • Bog

Smag

I Kina spiser de hunde. Det gør vi ikke i Danmark, men til gengæld elsker vi sild med karrysalat til alle andres store undren. Læs om smag og mad i den seneste udgivelse af Aarhus Universitetsforlags populære serie "Tænkepauser". Forskningsbaseret viden formidlet til lægfolk
Bog
Udstilling: Maden mellem os
Udstilling: Maden mellem os
Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.04.19