Årets fuldkornsdag er den 15. januar
Årets fuldkornsdag er den 15. januar

Årets fuldkornsdag

14.01.21
Fredag den 15. januar er det årets fuldkornsdag. At spise masser af fuldkorn og grøntsager er en stor del af Fødevarestyrelsens nye kostråd.

Har du set, at Fødevarestyrelsen har offentliggjort nye kostråd? 

De nye kostråd har både fokus på vores sundhed og klimaet. Mere end 20 pct. af klimabelastningen kan tilskrives vores fødevareforbrug. Både fordi vi spiser mere, end vi har brug for, og fordi vi spiser for meget kød. 

Mange vil egentlig gerne spise sundere og samtidig belaste klimaet mindre. De nye kostråd skal hjælpe os alle til at spise mere planterigt, varieret og ikke for meget. 

De nye kostråd lyder: 

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget 
  • Spis flere grøntsager og frugter 
  • Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk 
  • Spis mad med fuldkorn 
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter 
  • Spis mindre af det søde, salte og fede 
  • Sluk tørsten i vand 

Årets fuldkornsdag
"Årets fuldkornsdag" den 15. januar er et initiativ fra "Fuldkornspartnerskabet", som er et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen. 

Dagen skal inspirere os til at lave mad med mere fuldkorn.

Se en masse lækre klimavenlige opskrifter her - fulde af grøntsager og fuldkorn!