Foto af Gudrun Hasle.
Foto af kunstner Gudrun Hasle.

Vores Ord – et kunstværk af Gudrun Hasle

30.09.22
Med inspiration fra læseudfordrede børn og unge i Næstved Kommune har kunstner Gudrun Hasle skabt et værk, som kan opleves på Næstved Bibliotek og Borgerservice.

Det var egentlig et tilfælde da kunstneren Gudrun Hasle opdagede, at hendes ordblindhed kunne bruges i en kunstnerisk sammenhæng. Hun opdagede, at når man mødes af en tekst med stavefejl, skrevet på den måde, som en ordblind hører og ser for sig, tvinges man til at stoppe op og bruge tid på teksten. Eller på værket i Gudruns tilfælde.

Sådan er det også med det værk, som fra oktober 2022 kan opleves på Næstved Bibliotek og Borgerservice. Under overskriften ’Vores Ord’ lavede Gudrun Hasle i 2021 en række workshops med læseudfordrede børn og unge fra Næstved Kommune. Deltagerne skulle skrive sætninger, der handler om ordblindhed og sprog. Sætningerne blev lavet som kartoffeltryk på hvide bannere, som Gudrun og en gruppe medvirkende efterfølgende gik igennem Næstveds gader med i et optog. 

Her kan du se en film af optoget.

Med inspiration fra deltagernes sætninger har Gudrun Hasle skabt sit værk.

Om Gudrun Hasle
Gudrun Hasle (f. 1979) er selv ordblind. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi. Hun udtrykker sig i både video, foto, performance, tegninger, broderier og tryk. Gudrun Hasle er især kendt for at bruge sin ordblindhed kunstnerisk.

Vores Ord er et kunstprojekt af Gudrun Hasle i partnerskab mellem Rønnebæksholm, Næstved Bibliotek og Borgerservice, Billedskolen Storstrøm, Næstved Kommunes Kunstudvalg med støtte fra Næstved Kommune.

Herunder kan du se et tegnet kort over Næstved Bibliotek og Borgerservice med angivninger af, hvor sætningerne i Gudrun Hasles værk er sat op.

Kort over værket Vores Ord