Næstved Bibliotek set ude fra med gule blomster i forgrunden
Næstved Bibliotek set ude fra med gule blomster i forgrunden

Vi søger en kommunikationspraktikant

28.09.17
Er du studerende på en relevant uddannelse indenfor kommunikation, PR, journalistik, informationsvidenskab el.lign. kan det være noget for dig.

Kommunikationspraktikant til foråret 2018

Næstved Bibliotek og Borgerservice søger en praktikant, der kan starte i februar 2018. Praktikperioden er i udgangspunktet fra februar til juni, og arbejdstiden 37 timer om ugen.

Vil du gerne prøve kræfter med en kulturinstitution, der arbejder for viden, kulturelle indsigter og aktivt medborgerskab – sammen med borgerne? Vi er optaget af at gentænke bibliotekernes rolle i fremtiden – uden at smide det klassiske bibliotek ud med badevandet. Vi ønsker at fortælle om biblioteket som borgernes rum. Og her kan vi bruge din hjælp.

Du er:

Studerende på en relevant uddannelse indenfor kommunikation, PR, journalistik, informationsvidenskab el.lign. En dygtig formidler og god til at formulere dig skriftligt. Du kan vinkle en historie på den helt rigtige måde. Vi regner med, at du har erfaring med at kommunikere på  flere forskellige platforme - gerne de digitale.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores kommunikations- og markedsføringsgruppe og arbejde med både intern og ekstern kommunikation. Ingen af de øvrige medarbejdere arbejder fuldtids med kommunikation. Det er derfor vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og fokuseret på en arbejdsplads med mange forskellige opgaver.

Her er et udpluk af de arbejdsopgaver, vi forstiller os du, sammen med de øvrige medarbejdere i gruppen, skal arbejde med:

  • Opdatere hjemmeside og sociale medier
  • Generelt PR-arbejde
  • Content marketing: kan du kommunikere via blandt andet blogs, vlogs og videoer, og kan du bidrage til, at vi får mere viden om content marketing?
  • Assistere i planlægning og afholdelse af arrangementer

Du får mulighed for at udarbejde en strategi for content marketing i samarbejde med vores kommunikationsafdeling. Det er for os vigtigt, at øvrige medarbejdere bliver klædt på til at kunne arbejde videre med strategien – også når og hvis, du vender tilbage til dine studier.

Hvem er vi?

Næstved Bibliotek og Borgerservice er en virksomhed med 65 ansatte og 5 adresser i Næstved Kommune. Din arbejdsplads vil være på Næstved Bibliotek, der ligger 5 minutters gang fra stationen. Der går tog til og fra København to gange i timen, og det tager under en time at komme hertil.

Vi låner bøger, musik, grafik og film ud, og bidrager på den måde - og gennem kulturelle arrangementer - til borgernes dannelse og uddannelse. Vi tilbyder også borgerne at de kan få deres pas, kørekort og nemID hos os. Vi understøtter fællesskaber, og vi vil gerne være arena for offentlig samtale og debat, og på den måde understøtte og udvikle demokratiet.

Vi har åbent 8-22 alle hverdage og 8-18 i weekenden. Ud over arrangementer i egne lokaler, laver vi arrangementer alene og sammen med andre kulturinstitutioner i Næstved. Et af årets højdepunkter er afholdelsen af Herlufsholm Fantasy Bogmesse.

Er du interesseret?

Så send en ansøgning inkl. CV senest den 5. november til maarn@naestved.dk

For nærmere information kontakt biblioteks- og borgerservicechef Karen Delfs på tlf 55 88 40 01

Praktikopholdet er som udgangspunkt på fuld tid, men timetal og den præcise praktikperiode kan aftales nærmere, så det passer med studieforløb og -krav. Praktikopholdet er ulønnet, da det forudsættes, at dit uddannelsessted anerkender opholdet som meritgivende. Vi betaler din rejse til Næstved med offentlig transport.