Billede af datter og far, der betjener selvbetjeningsautomat på Næstved Bibliotek
Billede af datter og far, der betjener selvbetjeningsautomat på Næstved Bibliotek

Nu også selvbetjent åbningstid søndage på Næstved Bibliotek

02.02.16
Fra søndag den 7. februar udvides den selvbetjente åbningstid på Næstved Bibliotek med endnu en dag. Søndage vil der være selvbetjening kl. 8-18.

Gennem flere år har brugerne på lokalbibliotekerne i Næstved Kommune haft mulighed for at benytte biblioteket uden for den normale åbningstid. I marts måned sidste år kom turen til Næstved Bibliotek med selvbetjent åbningstid fra mandag til og med lørdag. Nu åbnes der op – også for søndagen fra kl. 8-18 – hvilket længe har været et stort ønske.

Det selvbetjente bibliotek er en selvbetjeningsløsning uden personale, hvor du selv lukker dig ind i biblioteket med dit sundhedskort og en fire-cifret pinkode. Alle brugere registreres med navn og adresse samt cpr-nummer som bruger på Næstved Bibliotek og Borgerservice. For at sikre, at der ikke begås tyveri, hærværk eller lignende, er der video-overvågning af indgangen og i hele biblioteket.

Tillid til brugerne

Ordningen bygger på et tillidsforhold mellem biblioteket og brugerne. Som bruger af det selvbetjente bibliotek skal du selv låne, aflevere og reservere materialer. Bibliotekets kopimaskine, pc’er og det trådløse internet er også tilgængeligt i det selvbetjente bibliotek. Og der er naturligvis adgang til bibliotekets søgebase og e-biblioteket. Hvis du har brug for hjælp og vejledning i biblioteket, eller du har brug for Borgerservice, skal du henvende dig i den betjente åbningstid.

Du skal senest forlade biblioteket kl. 22 mandag til fredag og kl. 18 lørdag og søndag, hvilket i god tid annonceres via højtalerbeskeder. Det er vigtigt, at lukketiden overholdes, da alarmen sættes til automatisk.

Ingen aldersgrænse

Hidtil har de unge skulle være fyldt 12 år for at kunne benytte den selvbetjente åbningstid. Fra den 7. februar ophæves denne aldersgrænse. Fremover skal du bare være indmeldt som bruger på Næstved Bibliotek og Borgerservice for at komme ind i den selvbetjente åbningstid.

Ekstra bibliotekstilbud til brugerne

I en tid med nedskæringer og lukninger på biblioteksområdet er det vigtigt at pointere, at selvbetjeningsløsningen er en udvidelse af bibliotekstilbuddet. Statistikker viser, at udlånet stiger, når åbningstiden øges. Den selvbetjente åbningstid er blandt andet en stor fordel for pendlerne, der nu får bedre mulighed for at bruge deres lokale bibliotek, når de kommer sent hjem fra arbejde samt i weekenderne.

Der er lukket alle helligdage. Af hensyn til oprydning og rengøring vil der herudover være enkelte dage, hvor det selvbetjente bibliotek er lukket. Lukkedage meldes ud i lokalaviserne, ved opslag på biblioteket og her på bibliotekets hjemmeside.

Se bibliotekernes åbningstider