Læsetips fra forfatter Annette Bjergfeldt
Annette Bjergfeldt, sangerinde, sangskriver og forfatter, var i Næstved lørdag den 11. marts. Her var der livlig aktivitet både på biblioteket og ude i byen, hvor Annette afholdt skriveworkshoppen: Mig og min by – en anderledes skriveworkshop.
Bagefter bad vi Annette om lidt læsetips, og du kan se hendes svar her:
Hvad læser du lige nu?
Lige nu læser jeg "Fejltagelsernes bog " af Sanne Bjerg.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
Mine to yndlingbøger befinder sig i hver deres ringhjørne af litteraturen: "Den lukkede Bog" af Jette A Kaarsbøl. Det er en stor hjertefrysende roman med mange dybe lag."Populærmusik fra Vittula" af Mikael Niemi. En skør swingende og stærkt humoristisk klassiker om to drenge i 1960'erne og deres kærlighed til beatmusik i den svensk/ finske udørk.
Hvilken bog gjorde mest indtryk på dig som barn?
Min yndlingsbog som barn var "Tante Brun, tante Grøn og tante Lilla", fordi jeg selv havde sådanne to tanter, som jeg elskede højt, og som altid læste den op for mig. Og selvfølgelig "Pippi Langstrømpe", som jo gav enhver pige med papilotter i håret og alt for pæne manerer noget at tænke over.
Hvem er din yndlingsforfatter?
Elizabeth Gilbert.
Hvilken bog/sang ville du gerne selv have skrevet?
Sang: Halleluja af Leonard Cohen og bog: "Populærmusik fra Vittula".