
Vinterferien giver tid til brætspil
Vidste du at Næstved Bibliotek har en ret stor brætspilssamling du kan låne med hjem? En samling der hele tiden har vokseværk - og vi har netop fået en masse nye brætspil hjem til alle forskellige aldersgrupper. Her kommer en lille anbefaling af en række af vores nye spil, som du kan låne med hjem til spillebordet. Alle spil nævnt i denne artikel er på dansk. De første spil er rettet mod de yngre børn, mens spillene bliver mere ”voksne” som vi kommer ned på listen.
Sequence junior (alder +3/4 år, 2-4 spillere)
Retter sig mod: familier med små børn.
Sequence junior er perfekt til de mindste børn. De fleste kender Sequence og junior-versionen er en perfekt måde at introducere børnene til spillet. Ligesom i voksen-Sequence gælder det om at flere på stribe – men det kræver kun fire på stribe for at vinde i junior-udgaven. De almindelige kort er her byttet ud med sjove tegninger af dyr, men ellers er reglerne stort set de samme.
Sequence junior er et nemt og hyggeligt lille spil som kan spilles på omkring 15 minutter.
Funny Bunny (alder +4 år, 2-4 spillere)
Retter sig mod: familier med små børn.
For de yngste brætspillere har vi også Funny Bunny. Her spiller hver spiller som hare der skal nå til toppen af bjerget for at få guleroden. Man pas på! Huller åbner sig nogle gange op, hvor haren kan falde i, og andre gange skubber en fræk muldvarp haren ned ad bakken. Desuden gør en klapbro og en gitterlåge vejen til målet vanskelig for harerne.
Et rigtigt fint spil til børnefamilien der tager ca. 20 minutter pr. spil.
Box monster (alder +6 år, 2-4 spillere)
Retter sig mod: familier med børn på omkring 6 år.
Box Monster er både et rigtigt sødt, men også skørt monster. Han er også virkelig altædende. Han spiser både mobiltelefoner, legetøj, pizza og alt hvad han kan komme i nærheden af. Det giver monstret en del maveproblemer og han har brug for din hjælp.
I spillet skal man hjælpe hinanden med at finde de ting, som monsteret har spist. Spillets røntgenkort viser hvilke genstande, der skal findes. I praksis foregår det ved, at man stikker sin hånd ind i monsterets mund, som er på æskens sider og bruge sine hænder til at føle sig frem til de rigtige genstande.
Et sjovt og udfordrende sansemotorisk spil for børn omkring de 6 år.
Cascadia (alder +9 år, 1-4 spillere)
Retter sig mod: Familier, voksne, solospillere
Cascadia har vundet et utal af priser. Og det er ikke mærkeligt at forstå, for Cascadia er til trods for at være relativt simpelt samt nemt at lære, et spil der har masser af taktisk dybde og variation.
I Cascadia tager man på rejse til det nordvestlige USA, mens man konkurrerer om at skabe det mest harmoniske økosystem. Det gør man ved at skabe dyregrupper som placeres sammen og til sidst vinder den der har skabt det bedste økosystem i forhold til habitat og grupperinger som man scorer point efter. Det er simpelt at lære, men svært at mestre. Og sværhedsgraden kan varieres efter om man spiller med sine børn eller en gruppe voksne sammen.
Et perfekt spil til både dem der har spillet meget brætspil før, samt dem der ikke spiller helt så ofte.
Kvaksalver (Alder +10 år, 2-4 spillere)
Retter sig mod: Familier, voksne.
Ligesom Cascadia er Kvaksalver et velegnet spil til både at spille mere familien og med vennerne. I Kvaksalver skal man brygge sig en hemmelig eliksir fra en stofpose. Det handler om at trække så mange gode ingredienser du kan, men pas på! Hvis du går for langt, så ”eksploderer” din eliksir i hovedet på dig.
Det er et super sjovt ”hvor langt tør du gå”-brætspil med masser af potentiale for en hyggelig aften.
Bezzerwizzer Timeline (alder +10 år, 2 spillere og opefter)
Retter sig mod: selskaber, familier.
De fleste kender sikkert quiz-spillet Bezzerwizzer. I Bezzerwizzer Timeline har de slået sig sammen med folkene bag de populære timeline-spil, hvilket har skabt et rigtigt skægt nyt format af quiz-spil, som egner sig rigtigt godt til selskabsspil eller en hyggelig familiedyst.
I Bezzerwizzer Timeline sidder hvert hold eller person med en række begivenheder foran sig. For eksempel "Olsen Bandens første film", "Jordens kontinenter dannes", "Elvis udgiver singlen Hound Dog" og "Den Forbudte By i Beijing står færdig". Nu gælder det så om at placere kortene korrekt på en tidslinje. Man kan "swappe" et kort hos de andre hold eller "bezzerwizze" dem, hvis man mener, de har lagt et kort forkert. I starten er det rimeligt nemt at lægge de helt oplagte, men som spillet skrider frem - stiger sværhedsgraden.
Bezzerwizzer Timeline er et virkelig godt spil for dig der godt kan lide en god quiz og har mod på at prøve noget andet end det normale Bezzerwizzer.
Codenames: Duet (alder +11 år, 2 spillere)
Retter sig mod: Par, ældre børn.
Codenames: Duet er en nyere udgivelse i den populære Codenames-serie for 2 spillere. Ligesom i det originale Codenames gælder det om at samarbejde, men her er du ikke imod et andet hold. I stedet spiller I som et team mod spillet. Det kræver altså teamwork at klare missionen og det gælder om at holde tungen lige i munden når man giver ledetråde til den anden agent.
I spillet giver I hints til hinanden for at identificere de rigtige kort. Men pas på – bliver det forkerte kort gættet kan spillet lynhurtigt tabes.
Codenames: Duet er et rigtigt sjovt spil for to personer og giver masser af skægge øjeblikke.
Living forest (alder 11+, 2-4 spillere)
Retter sig mod: vennegrupper, par, familier med ældre børn.
Det sidste spil på listen er Living forest. Det er et strategispil hvor det gælder om at redde skoven og samtidig score flest point. I spiller hver som en af skovens ånder der forsøger at redde det hellige træ fra flammerne. Den der hjælper mest og scorer flest point vinder spillet. Spillet har vundet masser af priser og er et rigtigt godt bud på et godt spil til en perfekt brætspilsaften.
Det var alt der var plads til at skrive om for nu. Men vi har mange flere brætspil på lager - så kom forbi Næstved Bibliotek og så hjælper vi dig med at finde de bedste brætspil til din vinterferie.