Læsekompas

Oplever du nogen gange, at det er svært at finde nye læseoplevelser, der minder om dine yndlingsbøger? Læsekompasset er svaret på alle dine kvaler.

Læsekompasset er en ny hjemmeside, der hjælper dig med at finde lige den bog, du har lyst til at læse.

Du kan prøve det via dette link: www.laesekompas.dk

Der er mange måder at anvende Læsekompasset på. Du kan starte med at lede efter din næste læseoplevelse i de inspirationsbånd, der ligger på forsiden. Når en bog ser interessant ud, trykker du blot på ”Minder om”-knappen, og så foreslår hjemmesiden en række titler, der minder om bogen. Derefter kan du trykke ”Minder om” på en ny bog, og sådan kan du blive ved hele dagen.

Hvordan fungerer det?

Læsekompasset fungerer grundlæggende som Netflix. En lang række bibliotekarer, lektører og superlæsere har mikrotagget tusindvis af bøger, så hver enkelt bog har fået en masse beskrivende metadata. Fx har bogen ”Oplyst” af Tara Westover fået følgende mikrotags: Inspirerende, gribende, skæbnesvanger, forældre-barn-forholdet, familien, identitet, overlevelse, bjerge.

Læsekompasset har en algoritme, der er i stand til at sammenligne bøger, så man kan se, hvilke bøger, der har fået sammenlignelige mikrotags. Det fungerer rigtig godt. Under artiklen kan du se, hvilke bøger Læsekompasset synes "minder om" Oplyst!