Iværksætteri og innovation grønt logo
Iværksætteri og innovation grønt logo

Iværksætteri & Innovation: Nationalt temasamarbejde

04.09.15
40 biblioteker sætter sammen med Danmarks Radio fokus på iværksætteri og innovation i uge 38.
Det går for første gang i flere år bedre for iværksætterne herhjemme. Der bliver flere af dem og i samme takt, er der stigende fokus på iværksætteri og entreprenørskab i uddannelsessystemet – lige fra grundskole til Ph.d.
Der ligger en enorm innovationskraft inden for iværksætteri. Opstart af virksomheder skaber dynamik i erhvervslivet og øger dermed konkurrencen og produktiviteten. Spændende idéer og succesfulde opfindelser kommer op til overfladen og bliver til produkter og serviceydelser, der kommer hele samfundet til gavn. Iværksætteri og innovation er derfor utrolig vigtig for Danmarks fremtid!
Alligevel er det stadig svært for iværksætterne at få deres firmaer til at vokse og mange oplever også, at det er svært at få finansiering samt vanskeligheder med at overskue de mere praktiske aspekter ved livet som selvstændig - såsom moms og skattespørgsmål og -regler.
Når bibliotekerne vælger at sætte fokus på iværksætteri og innovation er det ikke kun fordi temaet er top aktuelt, men også fordi bibliotekerne har en vigtig opgave og stor rolle i at fremme innovation i samfundet og bidrage til dannelsen af kreative og innovative borgere. Dels kan bibliotekerne understøtte iværksættere ift. informationssøgning, lettere markedsinformation og starthjælp ift. digitalisering, dels kan bibliotekerne åbne op for de mange nye ideer og opfindelser, som gemmer sig i branchen. Biblioteket kan skabe rum for møder, hvor nye ideer og innovation opstår. 
Danmarks Radio tænker samarbejdet med bibliotekerne relevant, netop fordi bibliotekerne har besøgende fra alle dele af samfundet og kan hjælpe med viden og oplysning.
 
Temasamarbejdet står for en spændende fælles temaside på nettet, som vil blive tilgængelig fra uge 38. 
 
Og det er ikke seriøst og karrierefokuseret det hele: Der kommer en quiz om opfindelser ... bare vent til uge 38!
 
Næstved Bibliotek har grebet anledningen til også at sætte fokus på iværksætteri og innovation her i vores kommune. Læs mere her på vores hjemmeside.
 
Temasamarbejdet er en del af projektet ”Model for temasamarbejde på de danske biblioteker”, som er støttet af kulturstyrelsen