Foto af Fuglebjerg Bibliotek
Foto af Fuglebjerg Bibliotek

Hvordan skal dit bibliotek se ud i fremtiden?

30.10.15
Torsdag den 12. november kl. 19-21 er Fuglebjerg Bibliotek vært for et borgermøde. Kom og hør om vores tanker og lad os høre dine gode idéer til, hvordan vi kan få endnu mere glæde af hinanden.
I disse tider sker der store ændringer på biblioteksområdet. Biblioteket er ikke længere kun et sted, hvor man kan låne bøger, musik, film, spil m.m. Der sker også masser af andre spændende ting som foredrag, workshops, udstillinger m.m. Fuglebjerg Bibliotek råder over gode lokaler og faciliteter, som flere lokale virksomheder, studerende, foreninger og klubber benytter sig af, men alle kan i princippet bruge bibliotekets faciliteter. Til borgermødet på Fuglebjerg Bibliotek sætter vi fokus på samspillet mellem bibliotek og lokalsamfund. Og vi har brug for dine gode idéer og tanker om, hvordan vi i endnu højere grad kan få glæde af hinanden.
 
Aftenens program:
Velkomst og oplæg om fremtidens bibliotek v/teamleder Mads Dyhr Rasmussen
Oplæg om Udviklingshus Fuglebjerg v/Mona Hvid
Café-diskussioner - så skal de gode idéer frem
Opsamling og afrunding
I løbet af aftenen underholder den lokale troubadour Flemming Fuglsang.
 
- Vi vil gerne slå et slag for, at borgerne i Fuglebjerg og Fuglebjerg Bibliotek fremover får endnu større gavn af hinanden. Både ved at flere bliver opmærksomme på vores tilbud, men også ved at biblioteket i højere grad inviterer byens borgere til at indgå i samarbejde med biblioteket på den ene eller anden måde, forlyder det fra personalet på Fuglebjerg Bibliotek, som glæder sig til at få masser af gode input på borgermødet.
 
Der er ingen tilmelding og alle er velkomne.