Et kreativt fristed

29.02.16
Fra onsdag den 2. marts til onsdag den 30. marts udstiller billedkunstneren Gitte Jørgensen sine abstrakte malerier på Fuglebjerg Bibliotek.

Da Gitte Jørgensen var barn malede hun, fordi hun ikke kunne lade være. Og det gør hun stadig. Undervejs har hun fået undervisning og vejledning af forskellige kunstmalere, som har åbnet hendes øjne for teknikker, måder at anskue billeder på, farveholdning og meget andet. Det har smittet af på den måde, hun maler i dag. Om sit maleri siger hun: - Den primære drivkraft er dengang og nu den samme - glæden ved at være kreativ! For mig er maleriet en højt skattet interesse samt et fristed, hvor kreativiteten kan folde sig ud, mens tid og sted nærmest går i stå.

En særlig finurlighed, som ikke lader sig indfange

Ofte maler Gitte Jørgensen intuitivt og finder gerne sjove ting, stykker af aviser, nøgler, fotos eller lignende, som hun integrerer i billederne. Motiverne er abstrakte og det primære fokus er farvernes sammensætning, strukturen i materialet og en særlig finurlighed, som ikke rigtig lader sig indfange af ord. Hun maler som oftest med akryl eller vandbaseret oliemaling.

Gitte Jørgensen har flere gange deltaget i ”Åbne Atelierdøre”, primært i København samt en enkelt gang i Næstved. Ligeledes har hun, sammen med kunstnere fra Kunst 2100 på Østerbro, fået mulighed for at udstille i ”Docken” i København. Gitte Jørgensen maler fast sammen med en malergruppe en gang ugentligt i deres fælles atelier på Østerbro i København. Derudover har hun sit eget atelier i Fuglebjerg.

Se mere på: www.gitte-jorgensen.dk

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.