Produceren som auteur - Pionererne bag pulten

De første spæde skridt
Hvem var den første egentlige producer? Dén der sikrer en genkendelig og optimal lyd, der højner indspilningen? Ofte nævnes Sam Phillips fra Sun studiet i Memphis som den første producer med egen ’sound’ i kraft af hans ikoniske, tidlige indspilninger med Elvis Presley, Carl Perkins, Jerry Lee Lewis og andre rock’n’roll pionerer. Flere af deres numre svømmede i Phillips’ genkendelige brug af ’slapback echo’, der fik sangene til at skille sig markant ud. En af de første producere havde fundet sit lyd-trademark – med tiden fulgte mange i hans fodspor.

Ved overgangen til 60erne og op gennem årtiet blev producerrollen yderligere forfinet. De dage hvor en producer blot var én, der mødte op i studiet og trykkede ’Record’ var efterhånden slut. Producere forventedes nu at have egne holdninger og ideer til indspilningen. De skulle bidrage til nummeret med deres egen produktionsfilosofi. I 60erne var de mest markante producere nok amerikanske Phil Spector og britiske George Martin. Begge stod bag produktioner, der ræsede mod toppen af hitlisterne, men med forskellig tilgang. Hvor Spector med sin ’wall of sound’ indsvøbte diverse pigegrupper i enorme, overbelæssede backing tracks, var Martins udtryk mere afdæmpet og varieret alt efter dé numre the Beatles præsenterede ham for. Andre producere forenede omvendt kræfterne – som f.eks. Motowns gyldne trio Lamont Dozier og brødrene Brian og Edward Holland Jr. Under navnet Holland-Dozier-Holland stod de bag en række slagkraftige soul-hits for bl.a. the Supremes og Four Tops.

Super-produceren som fænomen
Op gennem 70erne og 80erne voksede opmærksomheden om producerrollen ufortrødent. At få en producer med ’et navn’ ombord var en stor ting for mange bands – f.eks. danske Gasolin’, der hapsede engelske Roy Thomas Baker som producer i 1973, inden han slog sit navn fast med en pompøs lyd som producer for Queen. Og 70ernes skiftende musikbølger gav gode muligheder for at eksperimentere i studiet og finde signaturlyden for både sig selv og tidens nye genrer. Hvem kan f.eks. nævne glam-rock uden at tænke på Tony Visconti, reggae uden Lee ’Scratch’ Perry eller disko uden Nile Rodgers og Giorgio Moroder? Alle producere, hvis lyd er uløseligt forbundet med dén genre, de var med til at definere og få til at bide sig fast i pladekøbernes bevidsthed.

Fra 80erne og frem betød den teknologiske udvikling også at flere producere blev mere enerådende end før. I takt med at keyboards, synthesizere og trommemaskiner blev mere avancerede kunne nogle producere se helt bort fra studiemusikere, - ja, så går kunstnerne selv! Producerne kunne blot selv indspille numrene fra bunden for herefter at håndplukke morgendagens stjerner til lead-vokalen. Den britiske producer trio Stock, Aitken & Waterman spandt guld på denne nærmest samlebånds-agtige tilgang til producerrollen og gjorde bl.a. Kylie Minogue og Rick Astley berømte.

I vore dage stritter producerrollen i lige så mange retninger som der findes musikgenrer og tendenser. Og interessant er det, at nogle også bevidst har vendt de mange nye, teknologiske muligheder ryggen til fordel for en bevidst skrabet og simpel lyd. Et godt eksempel er Rick Rubin, hvis roste indspilninger med en aldrende Johnny Cash ofte næsten lyder som om han blot har trykket ’Record’ i tråd med de tidligste producere! Men for hver Rubin er der selvfølgelig producere, der boltrer sig i de stadigt flere muligheder for effekter og pitch-control, vore dages studier giver.

Den danske vinkel
Historien om danske musikproducere er for lang til at gengive her, men mange navne presser sig på. Jack Fridhjof, Johnny Reimar, Freddy Hansson & Flemming Rasmussen, Poul Bruun, Kim Sagild, Poul Martin Bonde, Cutfather & Soulschock, Nikolaj Nørlund, Chief 1, Jon & Jules, Frederik & Fridolin Nordsø,…. Listen er lang. Hvis man vil dykke ned i den danske pladebranche set gennem producerens øjne kan de selvbiografiske bøger fra hhv. Poul Bruun og Flemming Rasmussen anbefales. Her reflekteres over tidens skiftende indspilningsforhold, og hvordan man lod sig inspirere af internationale tendenser i de danske studier. Der deles også med rund hånd anekdoter om legendariske indspilninger.

Hvor er kvinderne?
En sidste betragtning at slutte af på, som kan vække til eftertanke. Hvor er de kvindelige producere? De findes selvfølgelig. Hip-hop dronningen Sylvia Robinson og pop-produceren Linda Perry f.eks. Men ganske få har skabt sig et navn, der gør at de nævnes på linje med de mange mænd i producerrollens hall of fame. Skyldes dét mon samme køns-slagside og skæve struktur i branchen, der også udmønter sig i forsvindende få kvinder blandt de bedst indtjenende eller mest spillede kunstnere? Eller indbefatter dét at producere musik så meget ensomt og tidskrævende nørderi ved pulten, at rollen appellerer mere til mænd end kvinder? Lad os slutte af med at citere Dylan, produceret af John Hammond: ”The answer, my friend, is blowin’ in the wind.”

Besøg Næstved Bibliotek og se udstillingen med meget af den musik, der er omtalt i denne artikel.