Dynamik i musik - kampen om lydstyrke
Fra introen til Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit” over skiftene fra vers til omkvæd på Yeah Yeah Yeah’s ”Down Boy og til det sidste pludselige guitardunder på Nine Inch Nails’ ”Hurt”. Fornemmelsen af energi i en lytteoplevelse kommer ofte af selvsamme spændingsforhold mellem det rolige og det kraftfulde, det spinkle og det vældige, det stille og det højlydte. Derfor har jeg i denne artikel valgt at stille skarpt på dynamikken og fornemmelsen af bevægelse mellem højt og lavt i musikudgivelser.
Afstanden mellem høj til lav
Modsat et nummer, som kører i samme tempo, intensitet og energi gennem hele dets spilletid, så oplever lytteren som regel en større fornemmelse af omskiftelighed og udvikling i numre, der udforsker afstanden mellem højde- og lavpunktet. Den ”afstand”, der så at sige findes mellem et stykke musiks laveste og højeste punkt, udgør sangens dynamiske spændevide (”dynamic range”). Jo større afstand mellem en lydoptagelses højeste og laveste punkt dets større udsving i lydstyrke. Det vil også resultere i en mere dynamisk optagelse.
Prøv for eksempel at lytte til country sangerinden Patsy Clines single ”I Fall To Pieces” (1961), hvor bas og trommer fastholder et konstant lydstyrkeniveau sangen igennem, men hvor guitar, klaver og kor skiftevis falder ind og ud og skaber en dynamisk fremdrift, der gør nummeret nuanceret og spændende at følge med i.
Når vi snakker om dynamiske indspilninger, er det også nærtliggende at fremhæve fænomenet ’kompression’. Kompression er en effekt, der påvirker et lydsignal, sådan at dets lave signalniveauer forstærkes og de højeste afdæmpes. Resultatet er et mere konstant gennemsnitsleje i en sang.
Patsy Cline – “I Fall To Pieces”
Flere undersøgelser viser, at musik spillet med høj volumen som udgangspunkt lyder mere behageligt for det menneskelige øre. Vi elsker ganske enkelt musik, der bliver spillet højt! Hvis du fx lytter til én sang med lav volumen og bagefter en anden sang med tilpas høj lydstyrke, vil sidstnævnte med stor sandsynlighed synes mere appellerende. Dette er et velkendt faktum i musikindustrien. Så meget at der i en længere årrække har hersket en stigende tendens hos bands og producere til at bruge forskellige effekter, inklusive kompression, til at øge gennemsnitslydstyrken på deres udgivelser for at sikre en bedre chance for gennemslagskræft og opmærksomhed hos den brede lytterskare. Denne kamp om højere lyd bliver ofte omtalt som ”The Loudness War”.
Krig og kompression
Tendensen blandt pladeselskaber og producere til at øge gennemsnitslydstyrken på deres udgivelser for bogstavelig talt at overdøve konkurrenterne var på sit højeste omkring starten af 00’erne. Egentlig har tendensen eksisteret siden 7”-singlernes tid i 40’erne, men den tog for alvor til omkring midt-90’erne i forbindelse med CD-formatets nye muligheder for lagring og lydstyrke samt dets stigende popularitet på markedet.
Vinylpladerne havde nogle rent fysiske begrænsninger, som afgjorde hvor høj lydstyrke, de kunne optages og mastereres med, før det ville skabe både støj og problemer en pladespillers nål. CD’er derimod var fri for disse analoge begrænsninger, da deres øvre lydgrænse er digitalt indkodet. Med dette for øje begyndte flere kunstnere at øge lydstyrken på deres udgivelser, så den indkodede øvre lydgrænse på 0dbFS (dbFS = ”decibel full scale”, en teknisk målestok, der bruges til at måle et digitalt signal) oftere og oftere blev strejfet, men ikke overskredet.
Omkring samme tid blev der også udviklet nye muligheder for digital lydkompression. Britpopbandet Oasis’ andet album What’s The Story (Morning Glory) var det første album, der for alvor gjorde brug af tidens nye kompressionsteknikker, og resultat blev det højest mastereret album nogensinde, på daværende tidspunkt. Der hersker forskellige opfattelser af lydstyrkekrigens begyndelse og slutning, men flere musikforskere peger på What’s The Story… som startskuddet til en årrække med lydgrænsesøgende (og overskridende!) udgivelser på det mainstreammusikmarked.
Af eksempler kan nævnes Red Hot Chili Peppers’ Californication (1999) og Metallica’s Death Magnetic (2008). Begge albums var succesfulde men blev samtidig berygtet for deres heftigt komprimeret lyd og overstyrende volumen, der resulterede i et mere sammenklemt og mindre dynamisk lydbillede samt irriterende distortion grundet overskridelsen af 0db-grænsen.
Red Hot Chili Peppers – “Californication”
Efterspil
I CD-formatets storhedstid resulterede digital kompression og jagten på konsekvent højere lydstyrke i et hvis tab af dynamik på flere mainstream musikudgivelser. Nogle bands opsøgte målbevidst den højere volumen, mens andre tog afstand herfra. Da Guns N’ Roses skulle vælge det endelige mix af sangene til udgivelse på deres album Chinese Democracy (2008), valgte de bevidst de mindst komprimerede versioner. Bob Dylan har også været en stærk fortaler for foregående tiders lavere optaget, mindre komprimeret musik og dennes dynamik. Han udtalte i 2006: "You listen to these modern records, they're atrocious, they have sound all over them (…) There's no definition of nothing, no nothing, just like... static".
Bob Dylan – ”Stuck Inside A Mobile With The Memphis Blues Again"
I dag anses The Loudness War for at være mere eller mindre overstået. Dette tilskrives ofte streamingtjenester som Spotifys praksis med at nivellere alle udgivelsers lydstyrke til det samme niveau for at sikre glidende overgange fra sang til sang på tværs af albums.
Optaget lyds dynamiske spændevide og målingen heraf er teknisk komplekse emner med mange flere facetter end der er plads til i denne artikel. Musikforskere og andre fagpersoner har også forskellige meninger om fænomenet The Loudness War og dens konsekvenser. Måske er førnævnte albums blandt dine favoritter, og måske foretrækker du netop den konsekvent højere og mere frembrusende lydoplevelse!
Hvis du er interesseret i at undersøge praksisser for musikoptagelse gennem tiden yderligere, eller hvis du har lyst til at høre de førnævnte kunstnere og selv bedømme oplevelsen af dynamik og bevægelse, så besøg Næstved Bibliotek og se denne artikels akkompagnerende pladeudstilling.