Pharaos cigarer
Pharaos cigarer

Ugens litteraturpodcast - Pharaos cigarer

Af Anonym (ikke efterprøvet)
10.04.19
Vi anbefaler for tiden hver uge en litteraturpodcast, som fortjener opmærksomhed. Denne uge er det Pharaos cigarer.

Der findes så mange spændende podcasts om litteratur. Podcastene har forskellige vinkler på litteraturen og er lavet af engagerede mennesker, der holder af litteratur.  Man kan høre samtaler om og med forfattere og ind i mellem højtlæsning. I de kommende uger præsenterer vi nogle af dem, vi godt kan lide.

Ugens podcast Pharaos cigarer

Værten i programmet er Karsten Pharao, som har mange års erfaring med radio og tv fra DR , hvor han var redaktør for DRs litteraturredaktion. Her var han også meget benyttet som oplæser af skønlitteratur. I dag arbejder Karsten bl.a. som freelance-medarbejder ved Den2Radio og som lydbogsindlæser af både klassikere og nyere skønlitteratur. Og så laver han altså programmet Pharaos cigarer på Radio24syv, hvor der læses højt. 

Karsten Pharao læser op hjemme fra sit bibliotek. Hvert afsnit starter naturligvis med, at han tænder sin cigar og der brygges og drikkes også en del the. Det kan godt tage sin tid – men gør, at man kommer helt ned i gear og er klar til at lytte. Det er mest klassikere han læser. Hver podcast indledes med lidt om romanen eller forfatteren.  Karsten Pharao har en skøn stemme og man drages lynhurtigt ind i bogens univers. 

Pharaos cigarer er godnathøjtlæsning for voksne. Historierne kan dog fint lyttes til, selv om man ikke er på vej i seng!

Hver podcast varer ca. 55 minutter. En bog kan strække sig over flere podcasts afhængigt af længden.

Du kan lytte til Pharaos cigarer her