
Forbudte bøger
Emner såsom race, seksualitet, kritik af regeringer og kirken er som oftest synderen, når en bog bliver erklæret forbudt. I 2022 blev tegneserien MAUS – En overlevende fortæller forbudt på flere skolebiblioteket i USA, og nyheden spredte sig, takket være sociale medier, langt ud over skoledistrikterne, og gjorde bogen til bestseller igen. Til trods for, at forbuddene sker i et forsøg på at stoppe folks adgang til bøgerne, har det faktisk ofte den modsatte effekt.
I Danmark ser vi tit på med hovedrysten, men faktisk var Herman Bangs debutroman ”Haabløse slægter” så kontroversiel, at Hr Bang nær var endt i fængsel. Han slap dog relativt billigt med en bøde og alle bøgerne blev beslaglagt. Romanen udkom i en revideret udgave, og først flere år senere, kom originalversionen på markedet igen.