Foto af Hørhaven ved Tystrup-Bavelse søerne
Foto af Hørhaven ved Tystrup-Bavelse søerne

Gittes monolog om naturen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.05.20
Ugens digt er af Per Højholt og en af de populære "Gittes monologer" fra starten af firserne.

De fleste af os synes, at naturen er vigtig og glæder os over den.  Men hvor tæt er vores forhold til den egentlig? I de kommende uger bringer vi jævnligt naturinspirerede digte her på hjemmesiden, sammen med billeder fra steder i Næstvedområdet, som vi selv holder af.
Naturen er omkring os og noget vi synes, vi kender godt. Men måske er det ikke hele sandheden og ikke så enkelt i en verden, hvor mange af os bor langt fra naturen og kun færdes i den i vores fritid. Se blot på Per Højholts digt.

Gittes monolog om naturen

Naturen, ikk' oss',
der findes ikk' noget lignend' som den,
man ska' bar' vær' eet me'en,
Det ka' man ikk', Susanne,
nu myg, ikk' oss',
og så myrer, ja, og så f´eksempel hugorm!
Eet me'en blir man aldrig,
det' lissom der mangler noget
hver gang man prøver,
og prøvet, det har jeg alså, mang' gang',
det har jeg godt nok,
oss’ uden sko,
barfodet, ikk' oss', på græs, alså.
Allivel var'et lissom der manglet noget,
så var'et endda søndag!
Vi had' lig' siddet og snakket om'en
naturen, om formiddagen, Preben og så mig,
han sad me' hans avis, ikk' oss'
Aktuel' og hans cerut,
jeg had' lig' or'net mi' hænder.
"Nej Preben," sir jeg så,
"det' alså ikk' nok og sidd' her og snakk' om'en,
nu går jeg ud i'en."
Så var der rally, ikk' oss',
vi' hel vild' me' rally.
"Nåmmen, så bagefter," si'r jeg så,
"det' alvor, Preben, bar' så du ve'et,
jeg gør'et alså."
Og du ve' hvordan det er Susanne,
hva' jeg gør, det vil jeg altså.
Allivel var'et lissom der manglet noget,
jeg var endda hel' derud'.
Preben, han ble' jo siddend i hans bil, ikk oss',
endda han var i hans joggingsæt,
siden vi har skiftet
har han vær't hel' vild me'en, Toyota.
"Du sku' alså ta' og komm' ud, Preben," si'r jeg så,
"den' ihverfal pæn."
Men hva' han svaret, ikk' oss',
det ka' jeg alså ikke' fortæll', Susanne,
nej, alså, du må ikk' forlang'et,
det' intim.
Så han ble' jo siddend', ikk'oss'.
"Alså, Preben," si'r jeg så, "ta' så og sluk for'en"
For den gik jo, hans motor, ikk' oss'.
Så slukket han oss', -
så ble' der hel' still', 
heel' still',
du sku' ha' hørt'et, Susanne,
det var uhyglig,
akkurat lissom en engel gennem stuen,
som man siger, - og dær stod jeg.
Så Preben, han lukket alså op
for hans radio, ikk' oss', ja, i bilen, alså
og det var alså oss' dejlig' me' lidt musik,
det var'et godt nok,
jeg var helt lost, alså.

Fra Gittes monologer og andre kvababbelser, 1981 

Vi har ikke mulighed for at bringe videoklip her fra Per Højholts egne oplæsninger. Men de kan findes på nettet.

Per Højholt (1928 - 2004) eksperimenterede gennem hele sit forfatterskab med forskellige litterære former. Nogle af hans værker var modernistiske og svært tilgængelige, mens andre var lette at gå til. Et gennemgående træk var humoren. Han fik et folkeligt gennembrud med Gittes monologer, som han optrådte med rundt om i landet.
Gittes monologer består af 18 monologer. I monologerne fortæller husmoren Gitte på klingende østjysk sin veninde Susanne om løst og fast i sin egen tilværelse og kommenterer mere almene forhold i det danske samfund i 80'erne.
 

Emne
Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Gittes monologer og andre kvababbelser

Af Per Højholt (1981)
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Gittes monologer : samlet udgave

Af Per Højholt (1984)
Satiriske og politiske digte samt Gittes enetaler til veninden Susanne. I monologerne udtaler Gitte sig om Danmark, f...
Læs mere