Sommerbogen

Sommerbogen: Danmarks sjoveste læsekonkurrence for børn

Af Anonym (ikke efterprøvet)
27.05.21
Læs og vind i din sommerferie med Danmarks største læsekonkurrence for børn i alderen 6-15 år: Sommerbogen.

Sommerbogen bliver skudt igang d. 11. juni og løber frem til d. 21. august. Man behøver ikke være en super-læser for at kunne deltage i Sommerbogen 2021. Hver deltager skal have læst mindst 3 bøger og udfra disse have løst 10 af læseudfordringerne på udfordringsarket. Det kunne f.eks. være at læse en bog i haven, læse en fagbog eller læse en bog der gør dig glad. Pointen er altså ikke at læse på rekordtid, men at have det sjovt mens man læser. 

Sådan deltager du i Sommerbogen

Læsekonkurrencen Sommerbogen begynder d. 11. juni, og man skal senest have afleveret sit udfordringsark d. 21. august på sit lokale bibliotek, for at være med i lodtrækningen om de store præmier.

Det er nemt at deltage:

  • Læs mindst 3 bøger.
  • Løs 10 valgfrie udfordringer fra udfordringsarket og giv 3 anmeldelser med stjerner.
  • Udfyld udfordringsarket enten på mobilen eller på papir.
  • Vis udfordringsarket til en kulturformidler på dit lokale bibliotek (enten på papir eller telefon).
  • Vælg en boggave som tak for deltagelse og deltag lodtrækningen om de store præmier. 

Udfordringsarket

Udfordringerne varierer i sværhedsgrad og kan kombineres: man kan f.eks. læse en bog om venskaber, mens man sidder i haven og har en dyne over sig – så har man allerede løst tre opgaver. Bag på udfordringsarket skal barnet derefter anmelde 3 bøger, hvor man kort skal beskrive bøgerne og give dem stjerner.  

Hent udfordringsarket ved at følge linket her

Præmier: Tøm en boghandel på 5 minutter

Børnene får som nævnt en boggave ved hvert udfyldt og afleveret udfordringsark på Næstved Hovedbibliotek. Derudover deltager børnene i lodtrækningen om et á 4 gavekort på 250 kr til boghandleren – samt de 3 store nationale præmier, om at få lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.

Se boggaverne her!

Samarbejdspartnere

Bag konkurrencen står De Danske Børnebiblioteker, der sammen arbejder henimod sommerens fornemmeste opgave, nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur, som man kan kaste sig over i den lange sommerferie. Tusindvis af børn deltager hvert år i kampagnen, der med stor succes får børnene til at læse mere og dele de gode læseoplevelser med hinanden. Sommerbogen på Næstved Bibliotek er derudover støttet af Aktive Feriedage.