Den nye animationsfilm "Den vigtige læsestund" giver forældre redskaber til at styrke deres børns læseglæde
Den nye animationsfilm "Den vigtige læsestund" giver forældre redskaber til at styrke deres børns læseglæde

Ny animationsfilm skal styrke børns læselyst

29.09.23
Næstved Bibliotek bidrager til ny animationsfilm, der skal hjælpe forældre med at styrke børns læseglæde.

Læsning stimulerer børns fantasi og kritiske sans. Læsning hjælper børn med at udvikle empati, og den skærper koncentration, evnen til at fokusere, fordybe sig, reflektere og tilegne sig viden. Med andre ord: Det er vigtigt at kunne læse. Denne overbevisning ligger til grund for animationsfilmen ”Den vigtige læsestund”, som Næstved Bibliotek har været med til at udvikle.

Bag animationsfilmen står 12 folkebiblioteker og kommuner, som ønsker at sætte fokus på den vigtige rolle, forældre spiller i etableringen af deres børns læseglæde og læsevaner. Undersøgelser viser nemlig, at børns læselyst daler, jo ældre de bliver, men også - som filmen viser – at man som forældre kan gøre en stor forskel. 

”Den vigtige læsestund” er skabt i et bredt samarbejde med inddragelse af både biblioteksformidlere, læsekonsulenter og andre fagligheder fra skoleområdet i krydsfeltet mellem institution, skole og fritid. Næstved Bibliotek er én af de 12 biblioteker, der har indgået i samarbejdet:

"Vi er glade for at være en del et initiativ som det her, der på en kreativ måde formidler værdierne ved, og vigtigheden af, børns læsning."

Det fortæller Christoffer Dall, børnekulturformidler på Næstved Bibliotek, og han fortsætter:

"Vi mener, det er vigtigt at gøre en indsats for at nå bredt ud med dét her budskab, og særligt også til de børnefamilier, der måske ikke har de bedste forudsætninger for at skabe gode læsevaner, eller til dem, som har gavn af alternative former for læsning såsom lydbøger eller lignende."

”Den vigtige læsestund” giver på farverig og kreativ vis forældre til børn i alderen 5-9 år 10 konkrete forslag til, hvordan læseglæden kan komme til at blomstre i hverdagen. Højtlæsning for børn i de helt små aldre, snakke om litteratur ved aftensmaden og opmærksomhed på lydbøger er blot nogle af de greb, som filmen introducerer. Samtidig pointerer filmen også, at forældre altid kan få inspiration og hjælp til at finde lige præcis den litteratur, som deres barn har brug for ved at spørge i dagtilbuddet, på skolen eller på det lokale bibliotek.

Se animationsfilmen ”Den vigtige læsestund” her.