Børnenes Danmarks Indsamling – Vi går sammen

Børnenes Danmarks Indsamling – Vi går sammen

06.01.23
Gå en tur og hjælp med at samle ind til udsatte børn i Syrien.

Næstved Bibliotek deltager i år i Børnenes Danmarksindsamling ”Vi går sammen”, hvor børn i Danmark har mulighed for at samle penge ind til udsatte børn i Syrien - ved at gå sammen.

Fra d. 9. januar til 4. februar har Danmarks børn mulighed for at gå i fællesskab, for udsatte børn i Syrien. Hver en kilometer udløser en donation på 20 kroner. I biblioteksrummet tilbyder vi et opgaveløb for 4.-6. klasser,  hvor børnene - gennem litteraturen - får alderssvarende indsigt i, hvad det vil sige at være på flugt fra krig.

Vi foreslår, at en klasse går et stykke af vejen til og fra biblioteket og sammen registrerer antal gåede kilometer. Opgaveløbet kræver ikke tilmelding og er i perioden tilgængeligt på hhv. Næstved, Glumsø, Fensmark, Fuglebjerg og Korskilde Bibliotek. I betjent åbningstid kan klassen få hjælp af en kulturformidler til at komme i gang med aktiviteten.

Registrer antal kilometer her: danmarksindsamling.dk/skoler/bornenes-indsamling

Danmarks Indsamling er et samarbejde mellem DR og 12 danske organisationer. Læs mere om Danmarks Indsamling 2023 på www.danmarksindsamling.dk. Børnenes Danmarks Indsamling giver alle Danmarks børn mulighed for at bidrage til den årlige Danmarks Indsamling. Det skal nemlig ikke kun være de voksne, der får glæden af at samle ind til et godt formål. Børnene i Danmark kan også gøre en forskel for andre. Derfor opfordrer DR Lær, Ramasjang og Ultra, FDF, Dansk Skole Idræt og landets biblioteker de yngste danskere til at samle ind til Børnenes Danmarks Indsamling 2023.