4 ungdomsromaner om bevægelsen fra ung til voksen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
15.05.21
Bevægelsen fra ung til voksen er muligvis en af de mest mærkbare i vores liv. De mange valg og det voksende ansvar kan føles tungt – men samtidig åbner verden sig, og man er fri til at gå nye veje. Under temaet Sammen i Bevægelse har vi fundet 4 gode titler, som undersøger bevægelsen fra ung til voksen.

Ungdomsbøger om kærlighed og mod

Hvordan bliver man modig og voksen nok til at elske? I romanen: En dag skinner solen også på en hunds røv af Sanne Munk Jensen, følger vi Alma, der er ung voksen og som ihærdigt prøver at bevare kontrollen over sine følelser. Hun er en overlever, som aldrig har kendt sin far og hvis mor er mere på værtshus end hjemme. Med løbende tilbageblik fra Almas tidlige ungdom, bliver man klar over, at der gemmer sig hårde sandheder under overfladen. Almas liv bliver yderligere kompliceret, da hun bliver i tvivl om hun er mest forelsket i sin slyngveninde eller sin kæreste – og det er svært at være følelsesmæssigt splittet, når man til hverdag prøver at ignorere og undertrykke følelser. Romanen skildrer med et ligefrem sprog, hvordan barndommen kan hæmme modet til at bevæge sig ud på dybt vand.

Hovedpersonen Starr i Angie Thomas debutroman: The hate you give, bliver også udfordret på sit mod. 16-årige Starr bliver tvunget til at tage nogle tunge valg, da hun er vidne til, at hendes ven Khalil bliver skudt af politiet. Pludselig skal hun tage stilling til om hun selv vil stille sig i skudlinjen på åben skærm eller om hun vil forblive stille og lade politiet og medierne styre narrativet.  Romanen fremstiller hvorledes man som ung voksen bliver tvunget til at tage nogle valg, som ikke kun former ens eget liv, men også påvirker det lokalsamfund, som man er en del af. The hate you give, er blevet rost af anmeldere for at være nuanceret i sin skildring af opgøret mod politivold, som præger den tid vi lever i.

 

Undomsbøger om identitet og frygt

I ungdomsromanen: Også drukner jeg af Ditte Weise, følger man Josephine, der både gerne vil have flotte karakterer, spise det rigtige mad, komme i form og have rigeligt med venner. Men langsomt siver angsten ind og skyder huller i det polerede ydre. Josephine står på tærsklen til voksenlivet og drukner i de forventninger hun har sat for sig selv. Josephine er fuld af frygten for at miste kontrollen og begynder at selvmedicinere sig ud af problemet. Men romanen indgyder også håb og en retning at søge i, når det hele slutter sig om sig selv.

I Morten Papes roman: Planen, er omdrejningspunktet også identitet og frygten for ikke at blive det, som man drømmer om. Man følger hovedkarakteren Morten som dreng og hen imod voksenlivet. I et hårdt boligkvarter, hvor man ikke skal færdes efter mørkets frembrud, er det hvilken gruppering, du tilhører, der kan ende med at afgøre din skæbne. Morten har svært ved at føle sig hjemme nogen steder og kæmper for at finde ud af, hvad han kan gøre for at undslippe sit ophav. Romanen behandler på en fin måde, hvor svært det er at vokse op og finde sig selv, når det er en udfordring bare at komme igennem dagen.

 

Ungdomsromaner om bevægelsen fra ung til voksen:

Emne