3 forårs billedboeger

3 gode børnebøger om forår

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.04.21
Det er forår! Og selvom foråret er en lunefuld størrelse, kan sæsonen både ses på blomsterne og mærkes i maven. Men hvordan forklarer man foråret til børn? Vi har samlet 3 gode børnebøger til de 3-6-årige, som kan begynde gode snakke om alt fra forårsvejret til blomster og forelskelse.

1. Bjørn og Floras forunderlige verden
Flora og Bjørn er bedste venner og elsker at være sammen. Bjørn har en kæmpe have fyldt med smukke blomster, men en dag da Flora kommer forbi med en morgenmadskurv, så er alle blomsterne plukket og væk - og det samme er Bjørn. Flora går forbi naboerne for at få opklaret sagen. Til slut venter der hende en stor overraskelse! 
Betænksomme handlinger, spirende blomster og forelskelse, bliver kædet sammen i denne fortælling. Bogen har store sider fyldt ud til kanten med enkle tegninger. Dele af siderne er sort/hvid, mens andet er farvelagt, så under højtlæsning kan man snakke om billederne, for måske fortæller de noget om, hvordan Flora har det. 

2. Garmanns Gade
Drengen Garmann vil gerne ind i haven hos ham, der bliver kaldt Frimærkemanden, fordi han kan spotte nogle blomster, som mangler i sit herbarium. Problemet er bare, at Garmann er lidt bange for Frimærkemanden. En dag mens Garmann samler mod til at gå ind i haven, kommer Roy fra fjerde klasse forbi og udfordrer ham til at tænde en tændstik.
Sproget bærer finurlige beskrivelser, eksempelvis lyder de første ord om Frimærkemanden: ”Han har kælderen fuld af breve og hovedet fuldt af tanker der ikke er sorteret”. Billederne er collager med både fotografiske- og tegnede elementer, som skaber et helt særligt univers, der både føles uvirkelig og virkelig på samme tid. Bogen handler om at gøre noget forkert, møde tilgivelse og uventede venskaber. 
 

3. Simons sandaler
Billedbogen handler om børnehavedrengen Simon, som har fået nogle nye seje sandaler med flammer på, men selvom de ser brandgodt ud, så sner det, og han må ikke få dem på.
Bogen skildrer, hvor omskifteligt forårsvejret er – men den handler også om at få lov til at bestemme selv, og få ændret et nej fra de voksne til et ja til noget andet. Under højtlæsning kan man vrikke med tæerne, når Simon vrikker med tæerne, se sur ud, når Simon er sur osv., og på den måde aktivere børnene i løbet af fortællingen. 
 

Hvis man mangler flere bøger om foråret, forårsaktiviteter eller de dyr som kravler frem på denne tid, så kan I finde nogle forslag her: 

Emne