Tillykke Grønland

Grønlands nationaldag fejres i dag d. 21. juni i det store land mod nord, fra hovedstaden, Nuuk, til de små bygder i Nord-, Syd-, Øst- og Vestgrønland. Overalt er der dømt folkefest med sang, taler, kaffemik, kajakkonkurrencer, trommedans og grønlandske specialiteter som hvalhud (Mattak) fra narhval eller hvidhval samt sælsuppe (Suaasat).

Dagen dækker dog over andet og mere end blot en folkefest. Nationaldagen falder nemlig på samme dato, hvor Grønlands selvstyrelov blev overdraget i 2009 og gav det grønlandske folk ret til selvbestemmelse.

300 år efter Hans Egedes ankomst

I 2021 er det 300 år siden, at præsten Hans Egede kom til Grønland for at kristne Nordboerne. Nordboerne kaldte man de islændinge som udvandrede til Grønland og boede på øen fra omkring år 1000 – 1400. Da Hans Egede ankom til Grønland i 1721, var det derfor småt med Nordboere.

Til genæld fandt han inuitterne, som han begyndt at missionere kristendommen til. Missionsvirksomheden krævede dog en del fornødenheder og en kirke, hvorfor Egede anlagde bygden Kangeq i Vestgrønland. Efter en kort årrække måtte han dog erkende, at byen lå alt for udsat for vind og vejr – og derfor ikke egnede sig som bygd. Derfor rykkede han over på den anden side af fjorden og grundlag bygden Godthåb, som vi i dag kender som Nuuk (Næsset).    

Selv i dag, 300 år efter, er Egedes indflydelse synlig i Grønland. Det mest fremtrædende eksempel er selvfølgelig, at de fleste grønlændere er kristne. Et andet tegn på hans synlighed er, at han stadig fylder en del i den offentlige debat, aktualiseret sidste år ved overmalingen af Hans Egede -statuen på Kolonihavnen i Nuuk. 

En litterær genfødsel

Mange kender sikkert Jøren Riels skrøner fra Nordøstgrønland, Knud Rasmussens storslåede fortællinger om slæderejsen over indlandsisen, Kim Leines hjerteskærende beretninger om misbrug fra Nuuk, eller måske har du netop stiftet bekendtskab med Iben Mondrups erindringer om sin opvækst i Grønland.

Fællesnævneren for dem alle er, at de ikke skriver fra et grønlandsk, men et dansk perspektiv.

På den grønlandske litterære scene har der i en årrække været et lidt tomrum efter forfattere som Hans Anton Lynge, Ole Brandt, Mâliâraq Vebæk, Augo Lynge mfl. Ganske vist udgiver Juaaka Lyberth stadigvæk nye værker og Jessie Kleeman er også stadigvæk aktuel, men vigtigst af alt tegner der sig en ny generation af grønlandske forfattere, som ikke står i skyggen af fortiden. Den mest fremtrædende er selvfølge Niviaq Korneliussen, men også forfattere som Sørine Steenholdt og Pivinnguaq Mørch er spændende navne, som vi uden tvivl vil komme til at høre mere fra i de kommende år.

Andre forfattere, der er værd at holde øje med, tæller danske Per Bloch, der er bosat i Nuuk og aktuel med børnebogen Halvfar. Også danske Nina Von Staffeldt, der har boet i Grønland af flere omgange, skal fremhæves for hendes hårdtslående Nuuk-noir krimiserie. Derudover skal grønlandske Bolatta Silis-Høeghs børnebogsserie om Aima nævnes.

Til sidste skal de de grønlandske tegnere nævnes: Maria Bach Kreutzmann, der har udgivet Bestiarium Groenlandica og Tupilak, Nuka K. Godtfredsen, som har lavet en mesterligt firebinds-tegneserie om Grønlands historie samt Miki Jacobsen, der har illusteret værket Månemanden om grønlandske myter og sagn.