Maren Uthaug vinder Læsernes Bogpris

Læserne er vilde med Maren Uthaugs 'En lykkelig slutning' om et dynasti af bedemænd, nekrofili, medlidenhedsdrab, overtro og gengangere.

Efter tre ugers afstemning, hvor landets læsere har kunnet vælge blandt 10 danske udgivelser fra 2019, er årets prismodtager blevet forfatter og tegner Maren Uthaug for bogen 'En lykkelig slutning', udgivet på Lindhardt og Ringhof. Med æren følger en check på 100.000 kroner.

Bedemænd, epidemier og begravelsesritualer

Det er en vild oplevelse at læse 'En lykkelig slutning', og ét er sikkert - læser du den får du et helt særligt forhold til begravelser.

Dødens tabuer får en tur gennem vridemaskinen, og krydret med Maren Uthaugs morbide humor og sarkastiske tone er der lagt op til en forrygende slægtsroman om en lang generation af bedemænd og døden i dens mange afskygninger. Bogen er desuden en rejse gennem 200 års epidemier i Danmark og er derfor uhyggelig aktuel lige nu.

'Begravelsesritualer og vores omgang med døden henover to århundreder udfolder sig gennem syv generationer af bedemandsslægten Christiansen i Maren Uthaugs nye hæsblæsende slægtsroman. Det skorter ikke på morbide oplysninger og mærkelige begravelsesritualer, ligesom menneskets mørke skyggesider vises frem med læseren som eneste øjenvidne. Alt sammen fortalt i Maren Uthaugs vanlige stil med en god portion grotesk humor og et glimt i øjet.' (Uddrag fra Litteratursidens anmeldelse af 'En lykkelig slutning')

Rå humor får svære emner til at lette

Maren Uthaug både udfordrer og holder læseren fanget, når hun skriver og har tidligere udgivet de anmelderroste romaner 'Og sådan blev det' og 'Hvor der er fugle', som modtog DR Romanprisen i 2018.

Derudover står Maren Uthaug bag Politikens herlige stribe 'Ting jeg gjorde', hvor hun med sine enkle streger og ord sætter danskernes hverdag i relief på humoristisk vis. Følg forfatteren på Marens blog, hvor hun dagligt poster tekster, billeder og tegninger.

Tillykke med Læsernes Bogpris

Et stort og varmt tillykke til Maren Uthaug fra Danmarks Biblioteksforening, Berlingske, landets folkebiblioteker og læsere fra hele landet.

Læs mere om Maren Uthaug og hendes forfatterskab på Forfatterweb samt Litteratursiden.

Oprindeligt skrevet af pia, Aalborg Bibliotekerne.

Maren Uthaug: En lykkelig slutning : roman
  • Ebog

En lykkelig slutning : roman

Af Maren Uthaug (2019)
Nicolas er syvende generation af bedemænd og han fører familieforetagendet videre. Han er samtidig nekrofil og alle hans forfædre inden ham har alle haft særlige og afvigende personligheder af forskellig art
Ebog
Maren Uthaug: Hvor der er fugle : roman
  • Ebog

Hvor der er fugle : roman

Af Maren Uthaug (2017)
Johan vil arbejde som fyrpasser, men det kræver at han er gift. Han gifter sig derfor af nød med Marie og ikke med hans store kærlighed, Hannah, da hun venter barn med en anden. Det bliver et ulykkeligt liv for Johan
Ebog
Maren Uthaug: Og sådan blev det : roman
  • Ebog

Og sådan blev det : roman

Af Maren Uthaug (2013)
En ung pige tvinges væk fra sin samiske verden og skal nu vokse op i Sønderjylland. Hele livet føler hun sig fremmedgjort og tager derfor som voksen tilbage til barndommens land for at finde familie
Ebog
Maren Uthaug: Sådan overlever du livet : 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed
  • Tegneserie

Sådan overlever du livet : 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed

Af Maren Uthaug (2018)
Tegneserie. 100 råd i form af korte humoristiske tekster med tegninger til teenagere og alle andre, som ønsker et godt grin og knivskarpe pointer om livet
Tegneserie
Foto: Kajsa Gullberg
Foto: Kajsa Gullberg
Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.04.20