
Louis Jensen 1943-2021
Under en cykeltur i Marselisborgskoven fik Louis Jensen hjertestop og stod ikke til at redde tilbage til livet. Han var cyklet i skoven sammen med nogle kammerater for at drikke kaffe og fejre forårets komme.
Louis Jensen var oprindelig uddannet arkitekt og havde en lovende karriere foran sig. Men den valgte han fra til fordel for skriveriet og tilværelsen som forfatter på fuld tid.
I sit forfatterskab var han optaget af kampen imellem det gode og det onde, tilgivelsen, kærligheden, venskabet, naturen og dyrene. Han skrev både eventyrligt og fabulerende og er flere gange blevet sammenlignet med H.C. Andersen.
Louis Jensen skrev både romaner, digte, noveller, skuespil, billedbøger og kortprosa og modtog igennem sin forfatterkarriere en lang række priser bl.a. Kulturministeriets Børnebogspris, Nordisk Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, Gyldendals Store Børnebogspris og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, som han fik tildelt i 2002.
Skelettet på hjul
En af Louis Jensens mest kendte romaner til børn er ”Skelettet på hjul” fra 1992.
Bogen handler om drengen Martin, der en dag kommer hjem fra skole og finder ud af, at hans forældre har slået hans elskede hund, Trofast, ihjel med gift.
En lysengel kommer til ham og fortæller, at han kan få sin hund igen, hvis han finder dens sjæl nede i den store by.
Martin koger Trofasts skelet rent og samler de mange knogler til et skelet, som han monterer på en plade med legohjul under. Som en anden Orfeus rejser Martin afsted med Trofasts skelet i en snor efter sig for at hente sin elskede hund tilbage til livet.
”Skelettet på hjul” er en roman, der både rummer kampen imellem det gode og det onde, har tråde til den græske mytologi og det kristne budskab om at sjælen lever videre efter døden.
1001 historier
Louis Jensens helt store livsprojekt som forfatter var hans ”Hundrede historier”-bøger.
Den første udkom i 1992 og rummede 100 små kortprosahistorier for børn, hver af dem sat op som en kvadratisk tekst på sin egen side. Historierne begynder alle med ”en første gang…, en anden gang…, en tredje gang…” osv.
I 1995 udkom ”Hundrede nye historier” og først i forbindelse med denne udgivelse, gik det op for Louis Jensen, at det var en serie, han var gået i gang med at skrive.
Nu blev målet at skrive 1001 små historier, inspireret af ”1001 nats eventyr” og brødrene Grimms eventyr.
Louis Jensen skrev 10 samlinger med hundrede historier i hver og sluttede så af med ”Der er ingen ende – altid en ny historie” i 2016. Historie nummer 1001 i en bog for sig.
På hele den 24 år lange rejse igennem de 1001 historier havde Louis Jensen følgeskab af illustrator Lilian Brøgger, som har stået for alle forsiderne og illustrationerne i de 11 bøger. En fantastisk bedrift af de to, som vist ikke er set lige andre steder i verden.
Glæden ved at skrive
"Jeg har haft så meget glæde over at skrive. Det har fyldt så meget i mit liv og givet mig så stor glæde. Men der, hvor jeg føler den allerstørste glæde, er ikke, når jeg får en fremragende anmeldelse. Det er, når jeg skriver en sætning, som jeg synes er så smuk, eller jeg lykkedes med at udtrykke noget, som jeg betragtede som umuligt. En hver forfatter leder efter det sted, hvor det lykkes og siger klik! Når det lykkes, er det en kæmpestor glæde, og den er meget større, end den ros du kan få fra omverdenen. Da er man lykkelig i sin skaben", udtalte Louis Jensen i et interview med Århus Stifttidende i 2016.
Må denne glæde ved sproget og historierne gå i arv til alle Louis Jensens læsere.
Æret være hans minde.