Frydefuldt ubehag

Det frydefulde ubehag starter allerede ved den korte, men hårrejsende prolog, hvor Michael Kamp gennemgår landsbyen Molns historie op igennem tiden fra før kristendommen. Her er menneskeofringer, heksebrændinger, tortur og henrettelser. Senere bygges et sindssygehospital på henrettelsespladsen, og i en årrække mishandles folk på helt nye måder, indtil hospitalet rives ned, og der bygges en skole på grunden. 

Så skulle fordums rædsler jo kunne gemmes og glemmes, men ak … Jorden husker. Rigtigt skidt for Molns indbyggere, men et decideret orgie af varierede gys for sultne horrorfans, for Kamp kommer rundt i alle sindets mørke krinkelkroge og giver frisk næring til hver eneste understimulerede fobi, man måtte have.

Hårene rejser sig på hovedet

Udover sin evne til at rejse håret på mit hoved skal Kamp have ros for sine person- og miljøkarakteristikker. Uanset hvad de forskellige historier indeholder af overnaturlige elementer, er personer og miljø tegnet skarpt og troværdigt, og Kamp går heller ikke af vejen for at berøre problematikker som eksempelvis anoreksi og sorg. Socialrealismen giver samlingen en nerve, som både forstærker horror-elementet og aktiverer resten af følelsesregisteret. 

Bogen kan bedst beskrives som en mosaik-roman: Den ligner umiddelbart en novellesamling, men det bliver hurtigt tydeligt, at hver novelle er en perle på den snor, der udgør den samlede fortælling. Byen/jorden er den egentlige hovedperson, som alle historierne drejer omkring. Og selv om hver historie kan læses uafhængigt, får man kun hele billedet ved at læse dem alle sammen i den rækkefølge, som forfatteren har sat dem.

I sådan en samling kan det være svært at fremhæve den ene historie frem for den anden, så det vil jeg lade være med, og i stedet give hele samlingen min varmeste anbefaling.