De små i fokus: Rebel With A Cause
Forlagsnavne som Gyldendal, Gads Forlag og Lindhardt og Ringhof står på rigtig mange af de bøger, man kan finde på biblioteket, og sikkert også på bøgerne i bogreolen hjemme i privaten. Men den danske forlagsbranche har meget mere at byde på. Graver man en knausgårdroman dybere i forlagsbunken, vil man snart få øje på de mange mikroforlag. Alle med hver deres speciale. Fra forlag, der udgiver surrealistiske tegneserier og billedbøger til forlag, hvor franske litterære fristelser flyder frit.
Der er med andre ord mange gode grunde til at kigge nærmere på de danske mikroforlag. Netop det gør vi i denne artikelserie. Første artikel handler om forlaget Rebel With A Cause.
Om Rebel With a Cause
Rebel With a Cause er et aktivistisk forlag, der udgiver litteratur fra hele verden, ikke mindst fra det såkaldte Globale Syd. Og ambitionerne er tårnhøje:
”Rebel udgiver bøger, der ændrer måden, vi læser verden på – helt bogstaveligt – og skaber derved en platform for stemmer, der ofte er underrepræsenteret på den litterære scene”.
Fortællinger om aktivister i Kairo, queer-personer i Sydafrika eller familiedramaer på Haiti fylder ikke meget i bestsellerne herhjemme, men det gør de i udgivelserne fra Rebel With a Cause. For det er ikke altid dem, der råber højest og fylder mest, som har de vigtigste historier at fortælle.
De andre artikler i serien:
Artikel 2 om forlaget Ekbátana
Artikel 3 om forlaget Silkefyret